Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- T. Parr: Er altsaa kunsten uafhængig af moralen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264.
paa de store doktriners folkeoinskabende magt baade fremad mod
større kraft og agterover mod større slaphed. Og kunsten er,
om-end ubevidst, doktrinernes hurtigstvirkende popularisationsmiddel.
Det opbyggelige ved den ustandselige udvikling er ikke længer,
at den er énsbetydende med en stadig fremgang, men selve det,
at den er regelmæssig eller lovbunden, saa man ialfald, ved stadig
bedre at lære dens regler eller love at kjende, har en væsentlig
betingelse for at kunne indrette sit liv paa en stadig bedre og
bedre maade.
*
* *
Men ligesaa vist som det er et urimeligt dogme dette, at man
under enhver omstændighed har en ufortabelig ret til at synge
hvadsomhelst, der ligger en paa hjertet, naar man bare gjør det
godt — ligesaa vist er det et urimeligt dogme, at kun den sang
er berettiget, der aander glæde — hvilket herr Collin synes at
mene. Det kan være affektation, og det kan være vane hos
kunstneren væsentlig at opholde sig ved det mørke og triste, det store læsende
publikum kan være bleven saa énsidig opnæret med det
nedstemmende, at det, for at faa den freidighed tilbage, der er nødvendig for et
kraftigt fremskridtsarbeide, foreløbig bør spares for mer. Og at
dette til en vis grad kan være tilfælde hos os er vel ikke
utænkeligt. Men hvis vi ikke havde havt anden literatur end den glade,
da vilde de, der vandrer paa livets lysside have endnu meget
dunklere forestillinger om dem, der vandrer paa dets skyggeside, og
have endnu meget færre betingelser for at komme dem tilhjælp.
Thi vistnok kan ogsaa optimistiske digtere gi os mangt et gribende
billede af den legemlige og sjælelige nød og elendighed, men disse
lyse sjæle kan dog vanskelig undlade at se og fremstille selve
nøden og elendigheden i et forsonende og forskjønnende skjær, der
tillader vor samvittighed at sove forholdsvis rolig videre.
Der gives neppe noget praktisk anvendeligt kriterium paa
eksistensberettiget eller ikke-eksistensberettiget kunst. Kunstneren er
jo nemlig ikke det enkelte individs læge, men det hele samfunds
med dets utallige afskygninger af stærkere og svagere
konstitutioner, som hver for sig trænger sin særegne aandelige diæt. Man
faar bare haabe, at det læsende publikum bedre og bedre vil lære
at vælge sig den diæt, det enkeltvis trænger, idet man allerede paa
skolerne søger at indprente folk nødvendigheden af at nyde
alvorlig skønliteratur og anden kunst meget langsommere, end det i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:34:34 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1894/0272.html
