Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Benjamin Constant: Adolphe - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
273.
var hos Ellénore, efter disse selskabslivets glæder, som jeg aldrig
havde interesseret mig for, men jeg skulde ønsket, at hun havde
tilladt mig at renonsere mere frivillig paa dem. Jeg vilde følt mere
tilfredsstillelse ved at vende tilbage til hende af min fri vilje, uden
at jeg maatte fortælle mig selv, at det øieblik nu var kommet, da
hun ventede mig med ængstelse, og uden at tanken paa hendes
smertelige uro blandede sig i den glæde, der ventede mig ved
gjensynet. Forholdet til Ellénore var uden tvil en stor og heftig
glæde i min tilværelse, men det var ikke mere et maal: det var
blevet et baand. — Jeg var desuden bange for at kompromittere
hende. Min stadige nærværelse maatte forbause hendes tjenere,
hendes børn, som kunde iagttage mig. Jeg skalv for at stille hende
blot. Jeg vidste jo, at vi ikke kunde holde sammen for altid, og
at det var en hellig pligt for mig at respektere hendes eneste
tilflugt; jeg gav hende da fornuftige raad, mens jeg samtidig
forsikrede hende om min kjærlighed. Men jo mere jeg gav hende raad af
denne art, desto mindre t.ilbøielig var hun til at høre paa dem.
Paa samme tid var jeg forfærdelig bange for at bedrøve hende..
Saasnart jeg i hendes ansigt opdagede et udtryk af sorg, blev
hendes vilje min, jeg var kun i ligevægt, naar hun var tilfreds med mig.
Naar jeg havde paaberaabt mig nødvendigheden af, at jeg gik fra
hende for nogle øieblikke, og jeg endelig var naaet til at
forlade hende, forfulgte billedet af den smerte, jeg havde voldt hende,
mig ustanselig. Der greb mig en feber af samvittighedsnag, som
vokste hvert øieblik, og som tilsidst blev uimodstaaelig; jeg ilede
tilbage til hende, og det var mig en stor glæde at kunde trøste og
berolige hende. Men efterhvert som jeg nærmede mig hendes bolig,
blandede der sig en følelse af uvilje mod dette besynderlige
herredømme ind i mine øvrige følelser. Ellénore selv var meget heftig..
Hun følte for mig, indbilder jeg mig, hvad hun ikke havde følt for
nogen. I sine foregaaende forbindelser havde hendes kjærlighed
været kjølnet af en pinlig afhængighed; hun stod ligeoverfor mig
ganske utvungent, fordi vi var stillede paa lige fod; hun følte sig
hævet i sine egne øine ved en kjærlighed, fri for enhver beregning,
enhver egeninteresse ; hun vidste, at jeg var sikker paa, hun kun
elskede mig for min egen skyld. Men følgen af, at hun saa
fuldstændig overgav sig, var, at hun iklce kunde skjule nogensomhelst
bevægelse; og naar jeg traadte ind i hendes værelse, utaalmodig
over at være kommen did, før jeg egentlig selv ønskede det, fandt
jeg hende trist og pirrelig. Jeg havde paa afstand lidt to timer ved
tanken paa, at hun led ved min fraværelse: nu led jeg to timer i hen-
18
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
