Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Korostowietz: Det kinesiske theater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
282.
lignende melodiske instrumenter ledsager deres ord med en helvedes
larm. For at blive forstaaet ser aktørerne sig nødte til tage sin
tilflugt til grimacer og gestus.
Det er især de skuespillere, som spiller kvinderoller, der anvender
den mest indviklede mimik. Jeg bemerker i en paranthes, at kvinder
ikke længere tilstedes adgang til scenen, siden en af Tsians keisere
tog en skuespillerinde til maitresse.
De skuespillere, som spiller kvinderoller, efterligner altsaa baade
kvindernes stemme og manerer, og forat illusionen skal blive
fuldstændig, gaar de med ganske smaa sko og hopper om paa
scenen som gjeder.
De skuespillere, som spiller keisere eller fyrster derimod, bevæger
sig med stor langsomhed og løfter sine ben til en vis høide med
imponerende høitidelighed.
Hvorledes er de kinesiske kunstneres sociale stilling? Trods
publikums lidenskab for theatret, trods tredive aarhundreder existense,
nyder theatret og dets kunstnere merkelig nok ingensomhelst anseelse.
Det gaar saavidt, at ingen avis, der har respekt for sig selv, vilde
vove at omtale en scenisk forestilling i sine spalter. Følgelig ingen
ære, ingen interview’s, ingen glimrende kritiker. En kinesisk
skuespiller er ikke andet end en gjøgler i dette ords vulgæreste betydning.
Confucius har imidlertid ikke havt ret i at forfølge sit lands
scene og dets kunstnere med sit fiendskab.
Idetheletaget bringer det kinesiske dramatiske repertoire ingen
farlige elementer ind i de himmelskes liv. Stykkerne er af to arter:
de historiske dramaer, der i lighed med vore historiske skuespil,
udbreder falske og fantastiske forestillinger om fortidens liv, og det
løbende repertoire: komedier og farcer, der rigtignok i regelen er
umoralske og handler om underfundighed og udskeielser. China venter
endnu paa sin Moliére eller Shakespeare. Forfatterne fortsætter i de
fleste stykker med at opvarme de tvetydigheder og slibrigheder, der
frydede gulhuderne for to eller tre tusen aar tilbage, og at udnytte
de evige situationer med egtemænd og elskere, som bedrages af sine
hustruer eller sine elskerinder.
Her er indholdet af et historisk stykke: En gylden greves
slcjæl-ven, som Korostovietz saa opført i Tiantsin i 1892:
Scenen skulde forestille det indre af et keiserligt palads.
Keiseren (bag døren) — Gjør vognen færdig!
Keiseren træder ind og fremsiger følgende speach med accompagnement
af musik: „Guldravnen bæver sig i østen, og haren skjuler sig. Den melodiøse
klokke kalder mig til mine daglige beskjæftigelsen Store ulykker er faldne
over dynastiet Thaü, og det har lidt meget ved sine fienders vold — — —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
