Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - L. Travieux: International voldgift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
314
plan og et uundgaaeligt skjær i folkenes skjæbne. Nu har,
gudskelov, denne fordom mistet noget af sin magt over os, og man kan uden
fare indlade sig paa at undersøge, om virkelig al god vilje til evige
tider skal blive magtesløs ligeoverfor en af de haardeste plager, som
endnu knuger menneskeheden. Spørgsmaalet er blevet brændende, det
diskutteres og sætter lidenskaberne i bevægelse, det fremkalder mange
forskjellige meninger, og paatrænger sig den offentlige opmerksomhed.
Dette spørgsmaal synes mig at være ganske ualmindelig klart stillet
i en artikel i Revue bleue af en forfatter, hvis geni indgyder beundring
og ærbødighed, selv naar det er paa af veie; jeg mener grev Leo Tolstoi.
Tolstoi noterer i spørgsmaalet krig eller fred tre betragtningsmaa-’
der, som han bekjæmper med den samme energi, og ligeoverfor
hvilke han opstiller sin personlige følelse.
Til den første klasse henregner han dem, som mener, at krigen
er en velgjørende nødvendighed, — som gjør mere end at bøie sig for den
som en uimodstaaelig naturkraft, som driver det til at retfærdiggjøre
den, ja endog forherlige den. Han citerer blandt dem, foruden grev
Moltke, et fremragende medlem af det franske akademi, Melchior de
Vogüé, hvis mening har faaet et yderst karakteristisk udtryk i et brev
til redaktøren af Revue des revnes :
Hr Finot. De spørger mig om min mening om betydningen af den
internationale fredskongres. Jeg tror med Darwin, at voldsom kamp er en naturlov, der
behersker alle levende væsener: jeg tror med Josepli de Maistre, at det er en
guddommelig lov, hvilket kun er en anden maade at sige den samme ting paa.
Jeg mener, at man med hensyn til krigen, menneskehedens kriminallov, bør
gjøre det samme som med alle kriminallove, at vi bør formilde dem, anvende dem
saa sjelden som mulig, gjøre alt, hvad der staar i vor magt, for at gjøre dem
overflødige. Men historien lærer os, at man ikke vil kunne afskaffe dem,
saalænge der er to mænd paa jorden og brød, penge og en kvinde mellem dem.
Tolstoi protesterer med varme mod dette sprog, som virkelig
ogsaa farer en som en gysen gjennem marv og ben. — „Saaledes", siger
han, „vil intet fremskridt kunne bringe os til opgive den vilde
livsop-fatning, som ikke tilsteder avling af brød, penge og kvinder uden kamp !
Dette er rædselsfulde ideer, forfærdelige fra et moralsk synspunkt."
Og jeg kan kun stille mig ved Tolstois side for at gjentage denne
kraftige protest. Skulde vi virkelig være underkastede en uhyggelig
skjæbne, som ikke gav os frihed til at vælge mellem det gode og det
onde? Vi skulde se, vi skulde forstaa, vi skulde føie, at krigen er et onde,
og alligevel skulde vi være nødte til at leve, som om den var et
gode. Det vilde være de oplyste klassers sidste ord for at kvæle
nødskriget fra de store masser, som kræver sin ret til livet, og som ikke
vil sendes i døden, uden at den bydende nødvendighed gjøres dem
indlysende. — Nei, vi har nok brug for et andet ideal, vi trænger
en mindre ubønhørlig lære. Samfundet lever ikke længere, som i
middelalderen, i en jern cirkel, inden hvilken fornuften var indespærret.
Det tørster efter haab, det tror paa fremskridt, det længes efter at
forbedre sin skjæbne, og det er en farlig anakronisme at sige til det:
— „Du har tillid til din intelligens, du stoler paa din vilje, du haaber
paa resultater af dine anstrengelser for at omskabe tilværelsen, men
du bevæger dig i det tomme rum, og du har intet at haabe af
fremtiden — — Yogiié forsøger rigtignok at lægge dette svar i selve
Guds mund, men man fristes til at svare ham med digteren:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
