Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - L. Travieux: International voldgift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
315
Fais — nous ton Dieu pius grand si tu veux quon 1’adoref
(Gjør din Gud større, dersom du vil, at vi skal tilbede ham.)
Efter de grusomme tilhængere af krigen som et nyttigt og evigt
element i civilisationen, finder Tolstoi hos nogle forfattere, Guy de
Maupaussant, Eduard Rod f. ex., antydning til en ganske anden
these, som imidlertid fører til den samme konkluion. De finder
krigen forfærdelig, de elsker freden, de ser, at krigen er kilden til de
største ulykker; de er overbeviste om, at freden er nationernes lykker
men alligevel er der ingenting at forsøge paa, intet at gjøre!
Erfaringen beviser, at man aldrig vil se enden paa blodbadene, og at
krigen vil vare i al evighed. Her har samvittigheden ikke tab: sine
rettigheder: den menneskelige følelse er der, men mennesket giver afkald
paa sin frihed, sit initiativ, sin modstandsevne mod etslags orientalsk
fatalisme. Det er Dantes helvede, paa hvis porte der endnu staar skrevet:
„Her maa I opgive ethvert haab!" Tolstoi indlader sig ikke synderlig
med disse og gaar videre. Der er heller ikke nogen grund til at levere
nogen lang gjendrivelse af denne lære, der i sine uundgaaelige
konsekvenser maaske vilde være endnu værre end den foregaaende. Hos Moltke
og Vogüé er der da ialfald et slags krigersk kjækhed, et paradoksalt
mod, som kan kaste et slør over slagmarkens grusomheder; men hos.
Maupaussant og Rod er det bare sort i sort, den rene pessimisme.
Dernæst kommer den tredie opfatning, der svarer til
fredssamfun-denes program, der repræsenteres af Jules Simon og Frédéric Passy i
Frankrige, Hogdson Pratt i England, Ducaunun i Schweitz, de
Couv-reur i Belgien, og mangfoldige andre, hvis navne jeg her ikke kan
opregne. Ligeoverfor dem stiller Tolstoi sig noget anderledes. Han
indrømmer, baade at vi gjør os det rigtige begreb om krigen ved at
forbande den, og at vi ogsaa samvittighedsfuldt søger at umuliggjøre
den, men dette er ikke tilstrækkeligt til, at han vil stille sig i vore
rækker. Ogsaa ligeoverfor os har han tilslut kun ubønhørlig spot.
Vi ligner folk siger han, som mener at kunne fange en fugl ved
at-strø salt paa dens hale. Vi gaar omkring med vort salt i fingrene
d. v. s. med vore brochurer og kongresser og foredrag, men fuglen
undslipper os uophørlig, og vi vil aldrig faa fat i den. — Ja, værre
end det, vi er søvndyssere, ja endog medskyldige. Regjeringerne,,
som igrunden elsker krigen, der begunstiger deres ærgjerrige hensigter,
støtter os med sin sympathi, fordi de ved, de intet har at frygte af
os, og fordi vi ved vore søde talemaader, kun frembringer taalmodighed.
Kortsagt, vi bliver næsten ligesaa mishandlede, om end paa en anden
maade som Vogüé og Guy de Maupaussant.
Men her er det, diskussionen begynder at blive alvorlig.
Dersom vi er enige med den store russiske tænker i disse to punkter:
— Krigen er et onde, og mennesket kan gjøre noget for at formindske og
fjerne dette onde, hvad er det saa, vi strides om? Om veiene og midlerne!
Tolstois methode er ganske enkel. Krigens ophør beror efter
hans mening paa menneskenes individuelle vilje, da man ikke kan
tvinge dem til at deltage i krig, dersom de ikke vil. „Sandhedenuy
siger han i et noget mystisk, men dog forstaaeligt sprog; „sandheden
begynder at lyse ind i vor tidsalders mørke". Hvilket er udlagt: der
som prediker kolben i veiret, staar paa den rette side. Det er de fæ-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
