Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - L. Travieux: International voldgift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
317
tage sin tilflugt til politikeres kombinationer for saa meget som mulig at
raade bod paa en tilstand, som lian er enig med os i at fordømme.
Og disse politikere, det er os, mine damer og herrer, det er
fredsvennerne.
Vi gaar altfor langsomt fremad, bebreider man os. Lad saa være.
Vi lover ikke mere, end vi giver. Vi har studeret livet, og vi tror
at kjende det. Intet her i verden gaar fremad i sprang og
pludselige forandringer. Udviklingen er uophørlig, men den kan kun være
progressiv. Vi kan altsaa ikke forandre alt paa én dag, og vort
arbeide kan kun gaa ud paa at forberede forbedringer, som der skal lang
tid til at realisere. Naturligvis vilde vi intet hellere end med ét slag
seire over alle de fordomme, som hindrer os i at gjøre hurtige
erobringer; men, naar vi nu engang er nødt til at regne med
sedvaner-nes modstand og det historisk givne, saa føler vi ikke desto mindre
en uegennyttig glæde ved at forberede veien til en bedre fremtid.
De mænd, som har gjort menneskeheden de største tjenester, er ikke altid
de, som har blændet verden ved kraftprøver, hvis virkninger har været
øieblikkelige og lidet varige, det er oftere de beskedne arbeidere, de
stilfærdige forløbere, som uden at bryde sig om personlig ære har
bidraget til en langsom, men sikker udvikling af ret, retfærdighed
og humanitet. Vor ærgjrerighed er ikke større, men den er
tilstrækkelig til at bære vort arbeide, og, om den end ikke egner sig for
glimrende deklamationer, saa bringer den os dog forhaabninger, som i
intet tilfælde er udsatte for at forvandles til samvittighedsnag.
Men er ikke disse forhaabninger bare hjernespind, og kan man ikke
med rette sige, at vi bare kaster vor tid og vort arbeide bort for at
forfølge et maal, som hverken vi eller vore efterfølgere nogensinde vil naa?
Besvarelsen paa disse spørgsmaal maa søges i kjendsgjerningernes
For det første gaar intet til grunde i denne verden, og har ikke
filosofen ret, naar han paastaar, at havet endnu bærer merke efter
den fure, Pompeius’ skib drog efter sig? Og dersom enhver fysisk
bevægelse efterlader sig sit evige spor, frembringer da ikke ogsaa enhver
aandelig bevægelse varige virkninger? — Lad os tænke os, at Cicero,
at Henrik IV, abbed St. Pierre, at Turgot, at Cobden og alle de store
tænkere, som har søgt at reagere mod krigens ulykker ikke havde
opretholdt fredelige følelser hos folkene, mon ikke da de krige, som har herjet
verden, vilde have været endnu talrigere og mere blodige? Sæt, at
det i vor tid kun lykkedes os at holde samvittighederne vaagne, at vække
sunde tanker, at berolige lidenskaberne, den eneste kjendsgjerning ved
et par anledninger at have stanset en konflikt, som var paa nippet til
at eksplodere, vilde ikke allerede det være en uvurderlig tjeneste?
Nu ja, hvem vil vove at negte, at denne tjeneste har vi gjort
mangfoldige gange? Har vi ikke fremforalt givet hundrede beviser
paa, at. vi fra den dag vi kom udover den noget ubestemte
sentimentalitet, vi længe bevægede os i, virkelig har opnaaet at fastslaa
et praktisk program og at løse vanskeligheder?
Vor bevægelse gjorde et betydningsfuldt skridt fremad, da vi
ikke længere nøiede os med at udslynge anathemet mod
erobringslysten, men virkelig kunde vise, at ingensomhelst folkestridighed burde
afgjøres uden først at stevnes for en regelmæssig domstols fredelige mellem-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
