Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ernst Estlander: Lombrosos lære om forbrydelsen og den positivistiske skole inden strafferetten. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
327
om barndommen: eet age est sans pitié. Barnet viser ialmindelighed
ingen virkelig kjærlighed, men blir ligesom dyret glad i den, som
kjæler det eller giver det gaver. Dovenskab har menneskene endog
i de senere aar fælles med den vikle. Den viser sig paa den ene
side i modvilje mod alvorligere tankearbeide, og paa den anden i
begjæret efter adspredelser, blandt hvilke de daarlige udøver større
tiltrækningskraft, fordi de har en sterkere stimulerende indflydelse
•paa sindet.
Analogien mellem barnet og den vilde er saaledes den, at de
former af sjelsliv, som er eiendommelige for et lavere stadium af
udvikling, forekommer, ikke undtagelsesvis, men som regel i
menneskenes første levealder, ligesom der i menneskefosteret
regelmæssigt optræder visse anatomiske former, som hos det voksne
menneske vilde være vanskabtheder.
Men en tilsvarende lighed findes ogsaa paa et andet omraade.
Det normale er, at den ovenfor beskrevne tilstand hos barnet
forsvinder ved samvirken af gunstige hygiæniske forhold og
opdragelsens grundlæggende faktorer: efterlignelsesdriften, eier lader
barnet danne sig i godt og ondt efter beskaffenheden af den
aandelige atmosfære, hvori det opvokser, forældrenes og opdragernes
autoritet, samt den erhvervede erfaring om, at enhver handling vil
efterfølges af straf eller ros. Men der, hvor den oprindelig, moralsk
indiferente natur ikke har undergaaet en saadan sedelig omdannelse,
eller hvor dens onde retning gjennem miliøet er bleven fæstnet og
fordybet, der har vi at gjøre med en forbrydernatur, som er
uimodtagelig for forbedring.
Forbryderen er et væsen, som gjennem nedarvet sygelighed
eller ugunstige omstændigheder blir staaende paa et lavere
udviklingstrin, lignende barnets eller den vildes. Lombroso konstaterer
derfor en identitet mellem den vildes, barnets og forbryderens psykiske
liv. For ingen af dem har begrebene ret eller uret nogen
betydning. Et. fornuftigt forhold mellem inotiv og handling opdages
ligesaa lidet som oprigtig anger. Grumhed og ufølsomhed for andres
lidelser, uforsonlighed, en vidt dreven forfængelighed, afsky for
virkeligt arbeide, letsind, uopmerksomhed. lyst til dovenskab hører til
barnets og naturmenneskets ligefuldt som til forbryderens psykologi.
Intelligensen er hos den sidste fordetmeste lavere end den normale.
Religiøsitet forekommer almindelig hos forbrydere d. v. s. i fonn
af overtro. Som bekjendt har forbryderne et eget sprog, eier,
merkelig nok, er det samme i forskjellige lande. I efterligning af
naturlyd, i personification af livløse ting eller abstrakte begreber, i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
