Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ernst Estlander: Lombrosos lære om forbrydelsen og den positivistiske skole inden strafferetten. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
329
ilinger og veininger, som han selv eller hans elever har foretaget
dels med forbryderkranier og hjerner, dels med levende forbrydere.
Ifølge sin egen opgave*) har han paa denne maade undersøgt 25000
forbrydere og har sammenlignet dem med ligesaa mange almindelige
mennesker. Herved har han mere eller mindre hyppig med hensyn
til hjernen noteret en mindre kapacitet end den normale, samt
specielle anomalier saa vel paa den som paa hjerneskallen. Lange
armer og udstaaende ører antoges ogsaa som vigtige kjendetegn.
Med hensyn til eiendommeligheder i organernes funktioner nævnes
følelsesløshed paa den ene side, keithaandethed, krampe, epilepsi
o. s. v. Tatovering, et tydeligt bevis paa atavisme, har været
iagttaget oftere end hos nogen anden klasse individer.
Ogsaa mellem de forskjellige arter af forbrydere finder
Lom-broso forskjelligheder ved forekomsten af disse anomalier. Ved
sammenligning af forbryderfysionomier fra forskjellige nationer og
racer har det vist sig, at national eller racetypen er ophævet og
erstattet af en fælles type.
Af disse statistiske data slutter Lombroso, at forbryderen med
hensyn til fysiske eiendommeligheder forraader dels indflydelsen af
arvelig belastning, dels tilbagefald til en forhistorisk eller lavere
race, som han anser for at være den mongolske. Og naar han
sammenligner de tegn paa degeneration, som udmerker
forbrydertypen, med lignende observerede forekomster hos sindssyge
personer, finder han ligheden saa stor og iøinefaldende, at han ikke
tager i betænkning at indordne begge fænomener, forbrydernatur og
vanvid, ved siden af hinanden under samme form af fysisk og
psykisk abnormitet. Denne fælles form finder han i epilepsien.
Hermed forstaar han ikke blot den i krampeanfald udbrydende
nedfaldssyge, men ogsaa enhver psykisk beskaffenhed, som ytrer sig
i heftige, længere eller kortere, ofte paa veirliget beroende, udbrud
af drifter, paafulgte af sansesløshed. Omtrent saaledes er
forbryderens anfald af svimmelhed. Det har ofte forekommet, at der hos
personer, som har begaaet de uforklarligste forbrydelser bagefter er
indtraadt epileptiske symptomer. Kriminalstatistiken synes at
fast-slaa, at epilepsi hos forbrydere er indtil 10 gange hyppigere end
hos andre mennesker. Nedfaldssyge, som ofte viser sig i
barneaarene, hidrører som bekjendt fra arvelighed, selv i de tilfælde,
hvor forældrene ikke direkte har lidt af sygdommen, men f. eks. af
alkoholisme. Endelig optræder epilepsien med samme morfologiske
*) L’Anthropologie criminelle et ses recents progres. Paris 1891.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
