Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. med. Albert Moll: Et bidrag til fanatismens psykologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
365
Men ligesom andre lidenskaber fuldstændig kan fortrænge denne følelse,,
saaledes ogsaa fanatismen. Under sedvanlige omstændigheder vil
mennesket, ikke bare saalangt straffeloven forbyder det, undlade at paaføre
sine medmennesker alvorlige lidelser, hans egen følelse vil afholde ham
herfra. Men ganske anderledes handler en mand i lidenskab, hvad
enten denne bevirker en hurtig forbigaaende eller en mere varig
sjælstilstand. Det er bekjendt nok, at i øieblikkelig vrede forsvinder
omtrent medfølelsen med andre. Men denne kan ogsaa undertrykkes ved
lidenskaber, som ikke gaar saa hurtig over. Yi ved, til hvilke
grusomheder f. ex. skinsyge kan lede. Ganske paa samme maade kan
fanatismen, der frembringer en lignende sjælstilstand, virke paa mennesket.
Medens den, som handler i øieblikkelig affekt, bagefter føler anger
over sine handlinger, saa er dette aldeles ikke tilfældet med
fanatikeren; thi den samme sjælstilstand, som bestod før handlingen, varer
ogsaa bagefter. Alt, hvad vi i den sidste tid har hørt om morderen
Casevio, tyder paa, at vi her netop har med en saadan typisk fanatiker
at gjøre.
Fanatikeren betragter sin handling som midlet til opnaaelsen af et
eller andet maal. Ikke mordet som saadant er det, som tilfredsstiller
ham, men den omstændighed, at der skal opnaaes et eller andet ved
mordet. Den person, som herved mister livet, betragter ikke
fana-.tikeren som sin personlige modstander, men som det offer, der maa
bringes i den idé’s interesse, som skal virkeliggjøres. Jeg husker, jeg
for længere tid tilbage læste en afhandling om Robespierre, hvor det
spørgsmaal blev stillet, hvor stor Robespierre’s subjektive skyld var,
da han overleverede hundreder af mennesker til guillotinen.
Forfatteren af afhandlingen kom til det resultat, at Robespierre havde handlet
som en feltherre i slaget, der sender sine egne soldater i den sikre
død for at opnaa seier. Ganske paa samme maade retfærdiggjør
fanatikeren for sin samvittighed sin torbryderske handling, som han
betragter som et middel i sit formaals tjeneste.
Samvittighedsro ved udøvelsen af en daad er utvilsomt af stor
vigtighed. Fra dette synspunkt af er sammenrotting af politiske
forbrydere at anse for yderst farlig. Krauss, som indgaaende har
beskjæftiget sig med forbrydelsens psykologi, gjør opmerksom herpaa.
Sammenrottingen forøger af to grunde farerne: f’or det første kan den
meget let føre til et komplot, saaat, hvis udaaden mislykkes for den ene,
saa træder en anden ind istedet og forøver den. Men hvad der mindst
er ligesaa farligt som faren for et komplot, er en anden omstændighed,
nemlig en saadan bandes solidaritetsbevidsthed. Det er, som Krauss gjør
opmerksom paa, for disse folk en ganske særegen følelse, at de ikke staar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
