Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edvard Brandes: Det franske skuespillerselskab i Kristiania
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
373
der skulde være hr. Lugné-Poes maal, naar ikke hver mand er paa
sin rette plads i skuespillet? Men endogsaa de hovedkræfter, der
gjorde opførelserne til stjernekomedie — hvad kunstnerisk lidet
lader sig anbefale — endog disse to var ikke sammenspillede i
stykkerne. Frøken Bacly havde eksempelvis aldrig forhen spillet
Hilde i Bygmester Solness og havde efter forlydende kun havt tre
dage til indstuderingen. Dette forhindrer ikke, at frøken Bady lagde
et ganske overordentligt talent for dagen og førte sig med en
merk-værdig forstaaelse og energi, der dog sikkert for en stor del
skyldes hr. Herman Bangs gode raad. Hvis truppens maal var dette
at fastslaa hr. Lugné-Poes og frøken Badys talent og hr. Bangs
energi, saa blev opgaverne løst. Dog man ventede med rette noget
mere. Derfor tør man ogsaa bebreide hr. Lugné-Poe hans
skjødes-løshed, hans mangel paa de nødvendige forberedende prøver.
En liden ting kan vise, hvorvidt det gik: paa Carl-Joh ans-teatret
kjendes ikke som rekvisit en almindelig petroleumslamper og man
benytter istedetfor apparater, der har en lampes form, men indenfor
hvis kuppel, der brænder et stearinlys. En saadan indretning kan
man ikke „lade gaa ud", naar dette forlanges, foreli der ingen
væge findes til at skrue ned. Nu vil man maaske erindre, at i
Maeterlincks*) Den Ubudne slukkes lampen — symbolsk — som tegn
paa dødens komme, og endnu mere trykkende uhygge breder sig
derefter over de ved sygeværelset ventende. Ved opførelsen paa
Carl-Johans-tlieatret blev lampen ved at brænde ensartet, selv efterat
de samtalende længe havde talt om, at dens flamme tog af. selv
efterat de havde klaget over, at den slukkedes. Ingen kunde faa
stearinlyset ud af sit hylster. Til gjengjæld stod under hele
stykket værelsets døre aabne ud til haven, medens oldingen afvekslende
forlangte dem aabne og lukkede.
Imidlertid, hele den sidste forestilling, Kreditorer og Den ubudne,
var en skandale. I Kreditorer gik teppet ved en feiltagelse fra
regissørens side ned — inden sidste scene. Og dog var det ikke
det værste, hvis ellers kunsten havde sket fyldest. Men de tvende,
der spillede hustruen og den tidligere egtemand, nøiedes med
dilettantkomedie af ringe beskaffenhed, hvorimod hr. Lugné-Poes
talent i den anden egtemands lille rolle intet hjalp. Og i Den
TJbudne var ikke blot den materielle iscenesættelse upassende
daarlig, men den indre instruktion opgaves helt: det syntes, som om de
*) Om Maeterlinck og lians dramaer se Samtiden, II, 380 ff; III, 224
og Hil, 7.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
