Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edvard Brandes: Det franske skuespillerselskab i Kristiania
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
375
den allerstørste lighed med Man spøger ikke meel kjærlighed, og
overhovedet det maa vel staa klart, at noget særdeles nyt
bringer Maeterlinck ikke, omend adskilligt godt. Shakespeare,
Musset — for blot at nævne de største, forklarer hans digtning paa
ethvert punkt. Man kan sige om Maeterlincks dramaer, at hvad der
lindes af godt i dem er ikke nyt, og hvad der lindes af nyt i dem
er ikke godt.
Imidlertid, interessant var det at erfare, hvorledes disse
skuespils ubestridelige poesi vilde virke paa et almindeligt teaterpublikum,
et hverdagspublikum. Prøven er ikke gjort, intet regulært teater
har taget et Maeterlinck’sk skuespil paa sit repertoire og søgt at
hævde det en plads. Rimeligvis vilde de dramaer, der nogenledes
lader sig indrette for scenen, ogsaa tage sig ud og vinde
opmerksomhed hos, hvad Sarcey kalder det sande publikum, det, der
betaler, og af hvilket teatrene forsaavidt afhænger.
Altsaa meel hensyn til Strindberg blev tournéens udbytte lig
nul. Med Maeterlinck var forholdet det, at Den Ubudne forjaskedes
aldeles, medens man fik leilighed til at erfare Pelléas og MélisandeJs
betydelige scenevirkning.
Og saa er der de to Ibsen’ske skuespil.
Selvfølgelig kunde hr. Lugné-Poe og hans kamerater intet lære
os om, hvordan disse skuespil rettest opfattes og fortolkes. Selv
om hr. Lugné-Poe var et stort geni, vilde det paa forhaand være
usandsynligt, at en franskmand skulde forstaa Ibsen bedre end vi
nordboere, der har fulgt digterens hele udvikling og lever mellem
de mennesker, han iagttager. Os har de bedste kritikere forklaret
de meget drøftede skuespil, der er faldne som lyn nedover pariserne,
og som deres mest erfarne kritikere staar famlende overfor. Det
tør nok paastaaes, at Henrik Ibsen selv i forveien frygtede et ganske
feilagtigt syn hos de franske skuespillere. Hvorvidt han autoriserede
fortolkningen siden hen, faar staa uafgjort, da den store tause
derom intet har bemerket. Naar han efter frøken Badys i blade
refererede udsagn roste hendes spil i Bygmester Solness som
mesterligt, saa tør man heri se en fortjent kompliment fra en galant
mand til en smuk dame, der virkelig viste en overordentlig
dygtighed i Hildes rolle, skjønt himlen skal vide, at det ydre, apparationen,
var saalidet norsk som muligt. Hildes dragt for eksempel var
ligesaa uheldig som kostumerne i Rosmersholm, hvis latterlighed hurtig
rygtede sig til Nordens teaterinteresserede.
Men lad saa være, at Rebekka West, Kroll, Ulrik Brendel alle
var feilagtigt maskerede og paaklædte! Var stykket blot ikke opført
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
