Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edvard Brandes: Det franske skuespillerselskab i Kristiania - Ernst Estlander: Lombrosos lære om forbrydelsen og den positivistiske skole inden strafferetten. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
377
Hvis Lugné-Poes besøg erindres, vil det være som vidnesbyrd
om den europæiske berømmelse, hvortil Henrik Ibsen i 1894 var naaet.
I det aar, vil man sige, stod der saa stort ry om Henrik Ibsens
navn, at en trup franske skuespillere, mest begyndere, men med et
par talenter iblandt, fandt paa at tage til de tre nordiske
hovedstæder for at vise, hvorledes Ibsen omstredes i Paris, og for selv
at være dem, der havde spillet den store magikers verker i hans
fjerne hjemland. Edvard Brandes.
Lombrosos lære om forbrydelsen og den positivistiske
skole inden strafferetten.
ii.
Det spørgsmaal, hvorom debatten om Lombrosos theorier især
dreier sig, er spørgsmaalet om viljens frihed. Por Lombroso
eksisterer igrunden egentlig slet ikke dette problem. Han gaar ud fra en
strengt empirisk betragtning og udelukker saaledes alle metafysiske
spekulationer*). Og man maa give ham ret, naar han anser det for
frugtesløst at stride om viljens frihed og determinisme, om ansvarlighed
og uansvarlighed. Hvor vigtige disse spørgsmaal end er, saa hører
de dog ganske vist til dem, som alle tiders tænkere kommer at prøve
sit skarpsind paa, uden at nogen vil kunne rose sig af at have givet en
endelig løsning. I overensstemmelse med sin personlige livsanskuelse vil
enhver tage sit parti med hensyn til dette problem, alt eftersom han
kræver naturvidenskabens, af erfaringer bekræftede kjendsgjerninger,
eller han erkjender tilværelsen af et, om ubevisligt, saa dog
„intelli-gibelt" princip.
Men der er en form, hvori viljefrihedens problem fremstiller sig,
og som ogsaa tvinger naturvidenskabsmanden til at tage det under
overveielse. Denne form er forholdet mellem arvelighed og opdragelse.
Vi har seet, at Lombroso i sin forklaring af forbrydertypen og
karakteren gaar ud fra loven om en fysiologisk og psykologisk arvelighed,
saaledes som den er formuleret med stor klarhed og præcision i Ribot’s
arbeide L’ JHéridité psychologique. Ifølge Pibot behersker arveligheden
alle former af det fysiske liv, saavel i dets normale, som dets
sygelige ytringer. Men ogsaa sjælsevnerne, instinkterne, intelligensen,
affekt-livet, følelserne og lidenskaberne gaar over fra forældrene paa børnene,
enten som fuldt udformede egenskaber eller i form af dispositioner.
Linnés orel: natura non facit saltus bekræftes i gyldigheden af
arvelighedens lov for hele den organiske verden.
Arvelighed og frihed er antipoder. — Men gives der ikke græn-
*) En anden af skolens mest fremragende mænd, E. Ferri, hav i sin bog
La Teoria dell’ imputabüitä e la negatione del libero arbitrio samt i sin
Sociolo-gia criminale udførlig behandlet spørgsmaalet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
