Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ernst Estlander: Lombrosos lære om forbrydelsen og den positivistiske skole inden strafferetten. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
384
rige er denne opinion den raadende, og blandt dens koryfæer bør
nævnes professoren i retsmedicin ved universitetet i Lyon, Lacassagne,
en af Lombrosos ivrigste modstandere. Lacassagne sammenligner
delinkventen med baccillen, der udvikler sig i en gunstig „kultur" „les
classes dangereuses." Forbrydelsen er slagget fra kulturens smedie;
„hvert samfund har de forbrydere, det fortjener." Ogsaa Tarde
slutter sig til denne retning, idet han betoner den store indflydelse,
efter-lignelsesdriften udøver.
Forbrydelsens forklaring ved omgivelsernes indvirkning er utvilsomt
den, som bedst stemmer overens med den naturlige opfatning,
saameget mere, som flere af de kjendsgjerninger, anthropologerne
paaberaa-ber sig, herved faar en uventet belysning. Saaledes for eksempel den
omstridte „type". A vultu vitium, er en gammel sandhed. Men kain
s-merket bærer ingen paa sin pande, førend han har begaaet sin
forbrydelse. Typen er derfor en professionel type, ligesom der gives
forskjellige typer for forskjellige slags haandværkere, arbeidere o. s. v.
Følelsesløshed, visse sygdomstilfælde, tatovering, forbrydersprog etc.,
der af Lombroso betragtes som atavistiske levninger, er følger af
forbryderens livsomstændigheder, udsvævelser, ophold i fængsel, omgang
med personer, hvis tanke og fantasiliv bevæger sig inden de samme
former.
Men herimod kan indvendes, at ogsaa de professionelle typer er
arvelige, og saaledes føres problemet tilbage til sin oprindelige form.
Dets eneste løsning er vel at finde i indrømmelsen af en samvirken
mellem arvelighed og individual erhvervelse.
Hermed har vi givet en knap fremstilling af den positivistiske
skoles grundlag af biologiske og sociologiske kjendsgjerninger, dens
ledende principer og de strømninger, som gjør sig gjældende inden
den, paa samme tid som vi har antydet de vigtigste af de
betænkeligheder, som reiser sig og de vanskeligheder, som det staar tilbage
at hæve. ,
Vi gaar nu over til en redegjørelse for disse grundsætningers
tillempning paa strafferetten og fængselsvæsenet.
Her møder vi da igjen problement om viljens frihed, i dets
juridiske form, ansvarlighed og tilregnelighed. Ifølge den klassiske
doktrin, saaledes som den ialmindelighed behersker lovgivningen, er
mennesket ansvarlig, da det har en fri vilje til at følge eller overtræde
den sedelov, som det er dets og i en høiere betydning hele
menne-skeslegtens pligt og opgave at virkeliggjøre. Loven er af den grund
lige for alle, den kan ikke være anderledes. Bryder en borger
rets-ordningen, krænker han derved den sedelige ordning, han som
menneske bør iagttage, og som lovgivningen tilsigter at opretholde i
samfundslivet, og han er hjemfalden til straf. Tilregneligheden er kun
udelukket for de tilfælde, i hvilke den handlende ikke har formaaet at
indse følgerne af sin handling eller bruge den pligtbevidsthed, der
forudsættes hos hvert individ.
For den positivistiske eller, hvad der er det samme, den
deterministiske opfatning staar ansvarligheden paa en anden maade.
Menneskene staar med ulige forudsætninger overfor lovenes krav; ulige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
