Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ernst Estlander: Lombrosos lære om forbrydelsen og den positivistiske skole inden strafferetten. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
385
forsaavidt som de forskjellige individers ikke blot intelligens, men
ogsaa moralske evner er ulige. Men lovene fordrer, med undtagelse af
de sindssvage den samme sedelige modstandskraft af alle.
Ifølge den idealistiske opfatning er menneskets sjælsliv strengt
logisk disciplineret og underkastet fornuftens herredømme. For den
naturvidenskabelige opfatning derimod er menneskesjælen et kaos,
fuldt af uventede beslutninger, hvor de virkende aarsager
forbliver uudgrundelig skjulte, hvor ubevidst indflydelse, hvis oprindelse
maaske kan anes i retning af individets, ja menneskeslegtens fjerneste
erfaringer, frembringer tilsyneladende umotiverede, ofte bisarre
handlinger ; kortsagt et sted, hvor følelseslivet, der nøie beror paa organismens
udvikling og forandring, er det raadende.
Af denne fremstilling og i betragtning af historiens vidnesbyrd
om, at opfatningen af ret og uret har fulgt evolutionens lov, drages
den slutning, at mennesket ikke har vandret i fornuftens, men i
begjærets ledebaand. Folkene, hele menneskeslegten har i hvert øieblik
tildømt sig ansvarsfrihed for handlinger, som, betragtet fra høiden af en
uforanderlig sedelov, maa forblive utilladte. Og inden det enkelte
samfund træffer man heller ikke paa den samme vurdering af en og samme
handlings moralske værd; tvertimod kan man sige, at de forskjellige
lag af samfundet har sin særegne moral, der beror paa deres
forskjellige udvikling. Ja selv hos den enkelte afmerker livet mange stadier
af sedelig opfatning. Der er mange, for hvis forstand den objektive
forskjel mellem ret og uret for længe siden er bortfaldt, omend
følelsen deraf endnu er en kraftig, levende magt. Og endnu flere er der,
hos hvem dette instinkt er nedsunket til en tom viden, om hvad loven
byder og forbyder.
Der findes saaledes høiere og lavere grader af moralsk
bevidsthed, ligesom der gives en skala mellem den sunde intelligens og
sindssygdom. Og dersom dette er saa, kan ikke maalet for ansvarlighed
sættes ens for alle.
Men loven er den samme for alle; og den maa være det.
Hvorledes skal man forlige dette med den ansvarsløshed, positivismen
mener at have paavist? Jo, den frie vilje er moralens grundvold, men
den er ikke, trods aarhundreders hævd, strafferettens. Samfundets ret
til at straffe grander sig paa dets ret til selvforsvar. Dersom enkelte
personer eller klasser har emanciperet sig fra de moralbegreber, som
statens lovgivning dikterer, saa bør de handlinger, som deraf
foranlediges, straffes, ikke i en evig sedelovs navn, men forsaavidt de
indebærer fare for statens rolige orden og bestaaen d. v. s. i den grad,
de er uforenelige med de samfundsforhold, i hvilke de er forøvede. Sålus
populi suprema lex, er valgsproget. Selv om den frie vilje og
tilregnelighed i almindelig forstand f’ornegtes, lades saaledes alligevel de
herskende, moralbegreber og de deraf følgende definitioner af de
forskjellige forbrydelser indtil videre uantastede.
Ligeoverfor den indvending, at man ved at afvise moralen fra
kriminalrettens omraade berøver denne videnskab ethvert fodfæste,
svarer man, at først ved antagelsen af forsvarsprincipet lægges der en
uryggelig grund, da staten ganske vist aldrig vil give afkald paa et
25
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
