Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Guglielmo Ferrero: Det unge Italien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
438
alle socialismens theorier. Forrige aar aflagde Henri Ferri*),
Lombrosos elev og en af den italienske nationalforsamlings mægtigste
talere, sin socialistiske troesbekj endelse ved Reggio-kongressen. „Nu blir
alle socialister," skrev de konservative aviser spottende, men lidt
ængstelige ; — og selv om alle er et overdrevent udtryk, saa vil dog
ingen kunne negte, at de socialistiske idéer fik meget mere indpas hos de
høiere klasser end hos arbeiderne. Det socialistiske parti i Italien er
et parti, der rekruteres fra bourgeoisiet og aandsaristokratiet, og som
i de høiere klasser altid har fundet ialfald en velvillig modtagelse,,
selv der hvor det ikke har fundet tilhængere. En milanesisk avis
Vita moderna foretog nylig en undersøgelse om socialismen blandt
Italiens kunstnere og videnskabsmænd: næsten alle udtalte sin
sympathi for bevægelsen, om der end var mange, der ikke helt ud
erklærede sig for socialister.
Med ét ord: Italien fremviser det merkelige fænomen af en
socialisme, som næsten er fuldstændig borgerlig, sammensat af personer,
der tilhører middelklassen og de høiere klasser, advokater, læger,
forfattere, kunstnere; der er endogsaa nogle bankierer iblandt.
Arbeiderne i de store industricentrer er derimod forblevne næsten døve for
Marx’s stemme, som deres brødre i andre lande har lyttet til med en
saa levende interesse; og undtagen i Turin, hvor masserne begynder
at røre paa sig, ligner det socialistiske parti en hær med en glimrende
generalstab, men uden soldater.
Aarsagerne til denne paafaldende kjendsgjerning er forskjellige
og sammensatte. Italien lider for øieblikket under en krise, som paa
engang er finantiel og moralsk; alle klasser lider under den
økonomiske usundhed, som lammer landets virksomhed, og under den
moralske uorden, som er frembragt ved de offentlige myndigheders afmagt
til at helbrede ondet. De sidste aars politiske skandaler har ganske
specielt bidraget til at frembringe væmmelse og modløshed hos den
bedste del af nationen; et slags samfundspessimisme piner
samvittighederne, og enhver tillid til de mest umiddelbare botemidlers virkning
holder paa at forsvinde. Det er en ganske eiendommelig psykologisk
tilstand, som man i almindelighed kun finder hos folkeslag, der er
rammede af en stor uventet ulykke eller pint af en langsom krise, der
virker som tortur. I denne tilstand er naturlig alle tilbøielige til at
lytte til en theori, som lover en materiel og aandelig omdannelse af
hele samfundet; nutiden er hæslig, fremtiden kan ingen se; stillingens
vanskeligheder er utallige: det vilde være yderst pinligt taalmodig at
*) Se „Samtidens" oktoberhefte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
