Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Guglielmo Ferrero: Det unge Italien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
437
•at saare kampe hvert øieblik brycler ud mellem dem. Den aandelige
•disharmoni, som eksisterer mellem gamle og unge, er saa dyb som
mulig og afslører sig i et stort antal interessante symptomer.
De gamle havde dybe nationale og patriotiske følelser; de unge
er næsten alle socialister og internationalister. Det socialistiske parti
i Italien fortjente at blive specielt studeret, thi den er et af de
besynderligste fænomener i vort sociale liv; men det merkeligste ved
den er, at den tæller den allerstørste del af sine tilhængere i den
borgerlige ungdom. Arbeidermasserne er tunge at bevæge; de
begynder knapt at forstaa Marx’s evangelium, som saamange apostler
prædiker for dem; men i alle Nord-Italiens storbyer afgiver det unge
bourgeoisi et stort antal agitatorer, journalister og talere til de
socialistiske selskaber. De unge advokater, læger, professorer, forfattere
og kunstnere er for en stor del socialister og danner saaat sige en
jeunesse dorée inden den internationale socialisme.
Dette merkelige fænomen begyndte i 1891, da Filip p o Tur at i,
en fremragende digter, sociolog og journalist, i Milano begyndte at
offentliggjøre en liden videnskabelig-socialistisk revue, La Critica
Sociale. Tidsskriftets indflydelse var betydelig, de socialistiske idéer
blev meget gunstig optagne af bourgeoisiet og har havt betydelig
fremgang i de tre sidste aar. Folket begynder neppe at røre paa sig,
men bourgeoisiet, især ungdommen antager med en forbausende lethed
de socialistiske theorier, drevet især ved eksemplet fra Italiens mest
fremstaaende mænd, som næsten allesammen mere eller mindre helder
mod socialismen. Blandt universitetets professorer, blandt statens høie
embedsmænd er der mange erklærede socialister, som mere eller
mindre direkte støtter partiet. I aaret 1892—93 var der en formelig
epidemi af uventede omvendelser, som gjorde et dybt indtryk paa den
offentlige mening; fremragende mænd, som alverden troede at have
i de konservatives rækker, kom, den ene efter den anden, og
erklærede sig for at være socialister. Den mest opsigtsvækkende af disse
omvendelser var de Amicis’s*), den berømte piomentesiske skribent,
som indtil da havde været de borgerlige klassers populæreste
forfatter. Italien forbløffedes en god dag ved at erfare, at Italiens mest
konservative og moderate skribent arbeidede paa en bog om den første
mai, og at han var bleven helt og holdent socialist, virkelig socialist.
Nogle maaneder efter erklærede Graf, en fremragende digter og
rektor ved universitetet i Turin, i et brev til Turati, at han accepterede
*) Amicis’s omvendelse fik sit udtryk i det foredrag, som findes i
„Samtiden" IY, p. 293 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
