Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Strømninger inden det tyske socialdemokrati. VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
447
ialmindelighed og indvirke paa valgene isærdeleshed, saa var det dog
ikke bare det. Der er en mængde ytringer fra den meget talende
unge keiser netop i denne tid, som viser, at han ikke agtede at stille
;sig imod enhver fordring af arbeiderne. Han indrømmede, at
virkeligheden gav berettiget grund til mange klager, han anerkjendte
arbeiderens ret til at opnaa den størst mulige andel i den voxende
nationalformue, han kundgjorde, at staten ogsaa havde en anden interesse i
produktionen end at sikre kapitalen stor profit; — han vilde se
arbeidet sikret mod overdreven udsugelse o. s. v. Man tør vel derfor gaa
ud fra, at der til grund for den unge keisers socialpolitik ogsaa laa
et stykke god vilje ligeoverfor arbeiderbevægelsen, og dette var noget
nyt paa den tyske trone og maatte derfor vække opsigt.
Wilhelm II har i en af sine mange taler kaldt sig selv et
„moderne menneske", og til en vis grad har han ogsaa ret til denne
betegnelse. Men paa den anden side er der i hans karakter rent
atavistiske træk, der peger langt tilbage, helt tilbage til middelalderen, og
som vidner om en romantik, der hos en saa mægtig personlighed kan
blive skjæbne s van ger i vor realistiske tid.
Den unge fyrste sagde til cle streikende arbeidere i Westphalen:
„I har ret til at stræbe mod en social forbedring. Men den kan kun
komme ovenfra. Læg tillidsfuld Eders sag i min haand, thi jeg ved
bedst, hvad der er godt for Eder og har alene magt til at hjælpe Eder."
Og dette var ikke bare en frase til at smøre arbeiderne med og vinde
popularitet, men hænger aabenbart sammen meel den unge
keisers hele livsopfatiling. Wilhelm II. er en helt igjennem autoritær
natur, hos hvem overbevisningen 0111 nødvendigheden af et absolut
herredømme og fremfor alt bevidstheden om sit eget kald til dette
herredømme i høieste grad er udviklet. Jeg ved ikke, om det er
sandt, hvad der paastodes i politiske kredse i Berlin, at Wilhelm
II anser herskerkalcl og herskergaver som direkte inspiration fra
Guddommen. Men sikkert er det, at det bekjendte regis votuntas
su-prema lex aldeles ikke er at opfatte som en blot og bar bravade.
Han er fast overbevist om, at han baade har evne og ret til, ikke
blot ialmindelighed at være den ledende, men ogsaa paa alle det
offentlige livs omraader at tage initiativ, give eksempel og træffe den
endelige afgjørelse. Men saa har han, som sagt, ogsaa tilegnet sig
endel moderne anskuelser, der forekommer andre mennesker som clen
rene fornegtelse af denne middelalderlige tankegang. Men keiseren
mener at kunne bringe vor tids strømninger ind under sit
autoritets-system, — mener at kunne forene monarkiet — og ikke det ved
folkerepræsentation mere og mere indskrænkede monarki, men den vir-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
