Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Helferich: Malerisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
476
dium, i hvilket det opretholder sig selv, altsaa i de aar, i hvilke det
blir opretholdt. Anstalterne blir staaende, fem aar efter kommer
andre elever, og de gamle hjemfalder til haabløst filisteri.
Man kunde sige noget lignende om vore studenter. Heller ikke-,
af dem blir enhver en videnskabens fyrste.
Men han blir, hvad han har studeret. Og om han saa bare har
studeret veterinærvæsen, saa blir han dyrlæge. Men akademikeren
blir fotograf, filisteriet bestaar for ham deri, at han bortkaster sine
studier. Han kommer paa en eller anden maade til et levebrød, men
staten havde skabt alle mulige lettelser, for under opholdet i en
monumental anstalt at opretholde den mening i ham, at han havde
kunstnerbegavelse, staten havde git ham en professor, der tænkte for ham,
der stillede hoderne i god betysning for ham, der skjøv en saa
passende baggrund bag hans modeller, at hans arbeider blev ganske
harmoniske. Og da saa den unge mand skulde være alene, og ingenting faldt
ham ind, og det nye atelier var nøgent, og modellen alene ikke vilde
gi noget billede, og de lystige kamerater ikke var der længere til at
hindre selverkjendelsen, da opdager han sin mangel paa talent, som
akademiet i aarevis havde skjult for ham.
Og selv blandt de faa, som forbliver maleriet tro, maa der
endvidere skilles mellem dem, som bare „kan male", og dem, som
virkelig er kunstnere. Og alle kunstnere anser akademierne for skadelige.
Og alle de andre, som med taknemmelighed mindes akademierne, fordi
de lærte dem at gaa, -kommer dog ikke i kunsthistorien; thi de er
kun haandverkere og fabrikerer overflødigt. Men størstedelen af
eleverne forsvinder, de tar fløielsj akkerne af sig og trækker sig tilbage
til en smaaby, og der finder man altid nogle studier, deriblandt altid
en gammel mand med et glanslys paa hovedet og et langt hvidt skjæg
i „Riberabelbeleuchtung" ophængt i deres stue, — de eneste tegn
paa fordums drømme.
Er dette resultat hyppigt, er det virkelig regelen? spør
ministeren. Det er regelen, svarer jeg. Men man kunde vel paa de fire
hundrede elever, som gaar tabt for det kunstneriske liv, tælle firti,,
som virkelig blir kunstnere, spør ministeren . . . Det er noget høit.
regnet, svarer jeg, lad os sige, at der er fire, eller i det høieste ti.
Herman Helfericli.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
