Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Helferich: Malerisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
475
antal, som kjøber saadanne billeder, er beklagelig stort, — men det
strækker dog ikke tilnærmelsesvis til for at konsumere alle de billeder,
som akademivæsenet frembringer.
Da nu de kultusministere, under hvem akademierne rangerer,
umulig kan tro, at disse store indretninger ingen store resultater har, kunde
man maaske anbefale en nysgjerrig minister at foretage en
undersøgelse omkring hos vore museumsdirektører. Ministeren: Hvad mener
De om akademier? Første direktør: Jo færre akademier der var, desto
mere blomstrede kunsten i fortiden. Anden direktør: Og omvendt hr.
minister, jo flere akademier der var, desto mindre blomstrede kunsten.•
Tredie: Mange kokke gir meget søl. Fjerde: Og idetlieletaget, hr.
minister, det er omtrent ligesaa vanvittig at give et hundrede nitti
unge mennesker i Berlin og sex hundrede i München
undervisning i malerkunst, som at tro, at hvert aar skulde bringe os tyskere
tusen ä elleve hundrede digtere? Hvor mange digtere faar vi da hvert
aar? Og man tror at kunne opavle malere i hundredevis? Det er da
bra, tænker ministeren, som ikke vil høre paa den femte, at jeg har
overtaget disse anstalter fra min forgjænger. Ministeren gaar ud.
Dog om vinteren fører en embedsreise ham til Rhinprovinserne eller
til en mindre by, som har et akademi, og hvis familjer modtar
kunsteleverne som sine maitres de plciisir. En fest arrangeres, ministeren
er-indbuden. Da han nu ser kunstnerungdommen og henrykt
iagttager-deres straalende ansigter, de klare øine, de „lange lokker", den lille,
mustache, deres ynde, tænker ministeren, at akademikeren er ikke saa
gal alligevel, og naar han ser ham danse om i kjole eller med lange
lokker og fløielsjakke, saa tænker han, at disse direktørerne bare
er-grinebidere — bestandig saan med disse theoretikere. Kunstnerne er.
jo salige.
Ak, hi’, minister, det er slet ikke kunstnere, de blir aldrig
kunstnere, det er akademikere. Vore museer kan ikke regne dem med,
vore kunstvenners samlinger vil aldrig bli rigere ved dem. De er
akademikere i og for sig. — De blomster i ét kort tidsrum, og i den
tid ser samfundet dem. Senere trækker de sig tilbage og blir
foto-eller xylografer. Dog er der altid fuldt op af dem, og dersom
ministeren kommer igjen om fem ElclFj S ei ei vil han se andre blomstrende
akademikere, som ikke har anelse om, hvor uanseelige deres
forgjænger er blevet. Kun bygningerne blir staaende igjen, de prægtige
„die heiter-prächtigen", som Wilhelm Lübke vilde sige.
Hvad blir der da af forgjængerne?
Ingenting! Simpelthen ingenting! Naturen kan ikke bruge dem,
med andre ord: Samfundet kan kun bruge „kunstnerfolket" i det sta-.-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
