Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Garborg: Troen paa livet - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10
saligheden som den absolute ro .): individualitetens ophævelse. Den
mest rationelle af alle religiøs-moralske systemer opfatter den da
ogsaa ganske rigtig saa. Nirwåna er afslutningen af al kamp,
ophævelsen af al indskrænkning, individets flyden over i det
uendelige alt o: intet. Men denne „livsforklaring" blir da altsaa
simpelthen pessimismens. Livets maal er at ophæve sig selv.
Man har forsøgt at tænke sig noget absolut, en absolut ide
f. eks., som skulde ha en vis interesse af den proces, vi kalder
tilværelsen. Men for det første maa det, siges, at en ide, som
ingen anden ide har end at „realisére sig" gjennem ideløshed, kun
liden „forklaring" giver. Og for det andet er der et betænkeligt
spørgsmaal, som filosofferne gjerne gaar af veien for, nemlig det:
hvad kommer det absolute mig ved? Hvilken interesse har jeg
af ..ideen"? — For det var jeg, som trængte livsforklaring nemlig.
For mig, dette givne, bestemte individ, synes det temmelig det
samme, enten man siger at jeg skal opløse mig i „altet" eller i
noget „absolut" eller i en „ide". Skulde filosofien give mig nogen
trøst, maatte den gjøre mig selv til det absolute.
Noget saadant er det da ogsaa visse filosofer har lurt paa.
Men den eneste, som har drevet det til noget i denne retning, er
Nietzsche. Paa grundlag af den mest ekstreme pessimisme, udtrykt
i læren om „den evige gjenkomst" o: evige cirkel (ikke „spiral"
engang) opstiller han læren 0111 „overmennesket", d. v. s. individets
under visse givne betingelser indtrædende selv-idealisering,
selv-apotheose, følen-sig-gud, som det der skulde give det i sig selv
meningsløse liv en vis forklaring.1) Men her havner vi altsaa atter
i pessimismen.
Ved forsætlig kortsynthed mente man i senere tid at have
fundet en brugelig livsforklaring i udviklingslæren. Verden var til
for at udvikle sig. Ubevidst lagde man en del mystik inc! i
teorien, lukkede saa øinene og lod det staa til. Hvad
„udviklingen" tilsidst skulde tjene til, om den var tilværelsens lidelse
værd, for hvem eller af hvilken grund en saadan verden i
udvikling i det hele skulde tænkes nødvendig, det vilde man
udtrykkelig ikke spørge om. Men dermed var det da atter sagt, at
man ikke kunde finde „mening i tilværelsen". Udviklingen var:
maskeret pessimisme.
’) Se „Friedrich Nietzsche in Seinen Werken", af Lou Aadreas-Salomé, —
det. eneste forsøg paa en sammenhængende forklaring af den store
digtertænker, som hidtil er fremkommet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
