Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Garborg: Troen paa livet - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
11
Det, er dette, alle optimistiske systemer er. De maa være det.
Saa snart tænkeren gaar tilbunds, møder han altid det spørgsmaal,
som ikke kan besvares. Han kan negte det eller som positivisterne
tilstaa det; men realiteten blir den samme.
Tilværelsen er meningsløs. Vi udholder livets lidelse uden
nogensomhelst fyldestgj ørende grund. Man kan se mere eller mindre
velvilligt paa livets faktum; men selv den velvilligste regnemester
maa, en vis ærlighed forudsat, komme til det resultat, at
debetsidens — smertens og kjedsomhedens — sum i en ganske
uforholdsmæssig grad overstiger kreditsidens — lystens. Schopenhauer
er fremdeles tidens filosof.
De. fleste, som ræsonnerer over disse ting, gaar ikke tilbunds
i tingen. Dels fordi de ikke er istand til det, dels fordi de ikke
i tilstrækkelig grad har „den erkjendendes mod" eller — for at
tale endnu mere Nietzsche’sk — hans „grusomhed". Rent
instinktmæssig skulker tanken unna, naar det kniber. Den liker ikke at
møde sin store antithese, ufornuften, tomheden, logikens satan, der
— som teologiens — faktisk er langt sterkere end sin gud. Man
finder altid i det afgjørende øieblik en eller anden sky at drage
for; i den lader man da solen bryde sig med allehaande skjønhed
og forgyldning. Hvorpaa tankens og livets seier proklameres med
sang og klang. Men om nogen tid stikker Mefisto sit hoved ind
tvers gjennem samme sky og spør med sit forbindtligste smil, om
han maaske kan være de damer og herrer paa nogen maade til
tjeneste.
Skal vi tale ganske fornuftmæssigt og ganske oprigtigt,’saa er
det virkelig bare en smagssag, om man vil gjøre opbud selv og
overgive sit bo, eller om man vil vente de par aar, til rettens
mand kommer.
II.
For saavidt er sagen klar.
Men nu er der det intrikate ved sagen, at ogsaa pessimismen
har uret.
Naar det kommer til stykket, kan vi ikke tænke os en
meningsløs tilværelse. Det strider mod vor tankes natur, virker som en
selvmodsigelse. Enhver ting maa have sin grund. Et univers, som
intet andet maal havde, end selvophævelse, som kjæmpede sig frem
til bevidsthed alene for at erkjende nødvendigheden af sit ophør.
— hvordan skulde et saadant verdensvanvid overhovedet kunne
opstaa. Det er sandelig ikke saa let at bli til. Den Schopen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
