Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Garborg: Troen paa livet - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14
in.
Naar man er bleven klar over denne sin ubekvemme situation,
■siger man til sig selv: det faar indtil videre være det samme med
begribelsen. Man faar acceptere livet som det „er", som postulat,
d. v. s. man faar indrømme, at hvad vi her staar overfor, det er
hverken mere eller mindre end mysteriet. Og mysteriet vil ikke
begribes. Her har vi intet andet at gjøre end at bøie os. Bøie
os i resigneret ironi, eller bøie os og tilbede. Dette sidste vil
paatrænge sig os som det naturligste og værdigste.
Dette „liv", som er saa irrationelt, og hvis væsen er saa
dunkelt, at man ikke engang formaar at erkjende et særligt
livsprincip (hvorved da „mysteriet" synes at drage sig tilbage ind i
naturens dyb og blive altomfattende), — dette liv, som er os en
modsigelse og en daarlighed, men som er sterkere end al fornuft,
•og som ikke lader sig hverken forklare eller bortforklare, — det
maa alligevel have en grund, hvorfor det vil leve. Det maa
alligevel have et maal. Dette maal, denne grund, maa, som for
tanken utilgjængelig, bli religiøst at fatte.
Det, vi kalder livet, maa være udtryk for en kosmisk tendens
vi ikke kan «naa ind til, udtryk for en mystisk „vilje". Tilværelsen
maa have sine rødder dybere end nogen menneskehjerne har tænkt.
Mod alt ræsonnement, quia absurdum, bøier vi os altsaa for dette
ufattelige, i „tro", som ikke stemmer med vor „viden".
Ydmyggjorte ved denne tro hengiver vi os med større eller mindre
inderlighed i livets vilje. — lever det, eftersom vi ser og føler at det
•er dette, det vil.
Og saa har vi den moderne religiøsitet, — saaledes som jeg
■tror, den maa begrundes.
— Vi kalder vort mysterium livet, i mangel af et bedre ord.
Har vi trang til at personificere, siger vi Gud, og det saa meget
mere som ingen her kan „bevise os det modsatte". Kun at
bevidstheden ikke fordunkles om vor gaades natur o: dens beliggenhed
hinsides -erkjendelsesgrænsen.
Der kan intet indvendes mod en tro, som viser sig at være
den eneste udvei ud af forviklinger, hvor vi ikke kan blive siddende
og som ikke indeholder modsigelser hverken i sig selv eller mod
"væsentlige tendenser i vor natur; — i sidste tilfælde vilde den
ogsaa tilsidst blive selvmodsigende. „Troen paa livet" er de
tænkendes religion og giver dem al den personlighedens støtte, som
disse fredløse naturer i det hele er istand til at opnaa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
