Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Garborg: Troen paa livet - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
13
nisk bund, — den mindste anledning, den svageste muliglied blir
øieblikkelig grebet og benyttet, og før man faar tænkt sig om
stritter livet til veirs som paa et magisk bud, med alle sit væsens,
klør og kræfter.
Det seirer endog i kampen mod sig selv. Takket være Darwin,
er Schopenhauers empiribevis for livets hensigtsløshed egentlig
knækket. Yi behøver ikke længer i livsformernes kamp at se en
kræfternes ringdans uden resultat; muligheden er aabnet for en.
høiere opfatning.
Thi saa rasende er denne livets energi, at man derpaa har
kunnet bygge en mekanisk forklaring af alle dets formers
forskjellighed. Kampen er saa til det yderste af alle kraftens grænser
spændt, at den mindste forandring, en fonn „tilfældigvis"
undergaae kan faa betydning som vaaben og hjælpemiddel. Selvfølgelig
kan videnskaben i alt dette ingen vilje se og taler altsaa ikke om
nogen vilje. Men at livet har et eller andet slags „interes.se" af
at leve, synes tydeligt. Og gjennem den tilsyneladende kamp mod
sig selv tvinger det sig, i sin helhed set, „fremad", „opad", til
høiere-og høiere standpunkter. Som om det virkelig stræbte efter noget.
Og det er ikke bare nede i den blinde natur, at livet saaledes
tilkj endegiver sin trang til at leve. Det raser med samme
lidenskab i os selv. I enhver af os, han være Lazarus eller den rige
mand, filosof eller daare. Vi kan ha det saa ondt som muligt,
eller vi kan til den yderste grad af klarhed gjennemskue
tilværelsens bedrag, med den største grundighed have opgjort for os livets,
budget meel den uundgaaelige deficit, men alligevel,.— kun ved en
til sygelighed hidset sindsforvendthed blir vi istand til at frigjøre os
for dette liv, hvis meningsløshed vi bespotter. Og vi kan gaa endnu
høiere op. Samfundene, kirkerne, nationerne ... de leve under
hvilkesonihelst forhold, de være ofre for hvilkesomhelst lidelser,
bestaa vil de, og det med en fanatisme, der sætter dem istand til i
nøds fald at bringe individerne til i hundrede-tusinde-tal at — ofre
livet for dem. Det er et livsvanvid, der stundom fylder os med
forfærdelse.
Saa er da egentlig vor stilling noksaa ubehagelig. Yi finder
ingen mening i livet; men vi kan heller ikke tænke os dyt
meningsløst. Vi kan ikke godkjende det, men ligesaa lidt formaar vi at
bortræsonnere eller nægte det. Vi er som skibbrudne. Alle
tankens havsbølger driver os ind mod pessimismens bratte berg. Men
dette berg støder os ligesaa sikkert tilbage igjen, ud i disse samme
bølger, som intet fæste kan gi os.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
