Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellen Key: Sveriges moderneste digter Carl Jonas Ludvig Almquist - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
29
litterær henseende svage P u r p u r g r e f v e n og S i 1 k e s h a r e n). Men
hans individualisme vækker snart hans mistro til alle foreninger og
selskaber, og blot et personligt liv i godhed har efter hans mening
magt til at gjøre andre gode.
Han ser tilsidst onde magter saavel i partier som i programmer.
Aristokrater og demokrater er, trods dragternes ulighed, begge
menneskenes fiender. Fromme ledere behøves for at berede vei for
Kristi anden tilkommelse, gjennem at bortarbeide „alle
hedenskebegreber om „rex, lex, grex." Kristi andet komme indebærer
mildhedens seier, thi „menneskets ypperste kraft af Gud er mildhed,
som er kjærlighed og forstandighed." Mildheden skal gjøre alt
„friskt, ordentligt, gladt, fredeligt." Kristus var forsoneren blot i
den mening, at han ofrede sig for det heles sundhed gjennem fuldt
at vise kjærlighedens væsen. Han blev saaledes paa dette omraade
den frelsende ungdomskraft. I Marjain havde Almqvist rettet sin
satire mod den paulinske kristendom, og da han i Bremen
læste-Ren ans Ap o s tierne, skrev lian i margen udtryk af glæde over at
gjenfinde sine egne tidligere tanker om Paulus hos Renan. Naar
Almqvist, talende til Gud, udbryder: „Jeg elsker din stakkars søn
og dine andre sønner," saa udtrykte han sin inderste følelse. Hans.
datter fortalte mig, at hun mere end en gang havde seet ham
briste-ud i taarer af medfølelse med Kristi store ensomhed paa jorden.
Almqvist havde imidlertid en altfor dyb bevidsthed om
tilværelsens disharmoni for, som overfladiske nyskabere, at tro, at den
alene beroede paa ydre forhold, eller at den skulde komme til at
ophøre gjennem nogen vis sandheds absolute seier. Men’han drømte
om en sluttelig forsoning, hvor tvangen at forsage var støbt
sammen med evnen til at begjære, saa at disse to, nu fiendtlige magter
tilsidst var blevne et. Han udtaler den ene gang sin skepsis
ligeoverfor „det verdenskjendte æventyr om det gode," en anden gang
erkjender han — som i Ormudz och Ariman — at „godheden
i from, foragtet, naragtig skikkelse" var den, som saaede korn i
den frysende jord og huggede planken til hus, eller med andre ord,,
at den umuliggjør menneskelivet under jorders vilkaar. Godheden,
ogsaa i den usleste dragt, er den, „som alene samler, hvor alt
adspreder, som alene bygger, hvor alt forøder" — men umiddelbart
derpaa udbryder han:
Ack och ändå
Hvarför är den goda dum —
Hvarföre den kloka ond —
Hvarföre är allt en trasa —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
