Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Peter Egge: Digte - Tro ikke... - Sorgens have
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60
Et godt menneskes smil imod mig er dagens varme lys
ind-gjennem mit hjertes høie og herlige kirkevinduer.
Af min mund har du aldrig hørt andre ord end kjærlighedens
og forpinthedens. Og alligevel eier jeg en trods, som en vild gud
kunde misunde mig.
Men himmeriges perleporte skal smelte ved min hjertevarme,
naar jeg kommer.
Sorgens have.
Jeg fulgte efter dig i lang afstand. Du gik ind i en have, og
jeg fulgte efter dig ogsaa derind.
Af angst og glæde var mit hjerte sødt bevæget, og min sjæl
sang. Veien gik mellem blomster, som duftecl sælsomt skjønt, og
under trær, hvis kroner bøied sig sammen. Mange blomster og
mange trær var der, og tjørnekrattet klored sig op i dagen rundt
omkring.
Da forsvandt du bag trærne. Du var borte som en lysende
lygte, der falder overbord i en sort nat.
Jeg ledte efter dig bestandig — 0111 dagen, naar solen sken.
og om kvælden, saasnart maanen aabned sit øie. Jeg spurgte efter
dig hos trærne og hos blomsterne. De svared mig ikke. Hvert
blad paa stien spurgte jeg; men svar eied ingen. Ikke et ekko
fik jeg igjen fra de høie mure, som den vilde vin og den sorte efeu
klatred opover.
O, hvor den taushed gjorde mig bange!
Undertiden løb jeg forvildet omkring og rev mig blodig paa
tjørnekrattet og snubl ed og faldt og sprang op og løb.
Naar jeg blev for træt, vandred jeg langsomt igjen og fulgte
stierne, som vred sig afsted i utrolige retninger og aldrig slutted.
I et hjørne kom jeg til en brønd, og jeg bøied mig over den;
men jeg saa ingen bund.
Pludselig sprang jeg op. Jeg havde set mit eget ansigt, og
jeg kjendte det næsten ikke igjen. Hvor det var rynket! Hvor
det var gammelt!
Da forstod jeg, at dette var sorgens brønd.
Jeg løb, og for første gang i mit liv kjendte jeg rædselens
blanke ridespore i hjertet. Jeg rev i haveporten; men den var
afla.aset, og nøglen borte. Jeg saa opover de høie mure; men ikke
noget menneske har nogensinde klatret over murene i sorgens have;
thi den var det. Her gaar man ind og ud kun om porten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
