Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Peter Egge: Digte - Dronningen og zigøineren - Lykke - Min kjærlighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62
Hører han en lyd derindefra, bare dit aandedrag, springer
blodet ham i aarene af rædsel og jubel, som om du kom for at
kalde ham fra mørket til eders brudenats underfulde lys.
Lykke.
Er ikke ogsaa jeg lykkelig ?
Lever jeg ikke paa jorden, som Gud fader har benaadet med
-sin ene fod, da ban i aartusindernes morgen tren fra en klode over
til den anden ?
Vor jord laa saa nemt til.
Og ligger ikke fjelde, dale og verdenshave den dag idag som
det legemsvarme aftryk af hans fod?
Endnu lever kjærligheden og du og sorgen!
Jeg vil takke og love.
Engang i mit livs hvide dage kom du imod mig, og du bar al
jordsommerens herlighed i lyset fra dine øine, i luften, som slog
-om dit legeme.
Du maa være født paa en sommerdag i en høsaate.
Men endnu engang kan vor jord grønnes, og de hvide dages
blaa himmel spændes op over menneskene.
Da skal min kjærlighed opleve en endnu større fornyelse end
den, som sker hver morgen.
O, kommer den dag, min elskede, da skal jeg juble henover
himmelen, saa stjernerne fyger, og de lærde stakler paa alle kloder
vil blade sine bøger igjennem ti gange ti gange og endelig komme
til den tro, at de hele sit liv maa have bladet feil.
Min kjærlighed.
Over mit liv hvælver sig min kjærligheds store himmelrum. Det
strækker sig fra havet i nord og til bjergene i syd.
Undertiden jager skyernes hærskarer afsted i vild kamp med
hverandre, saa vor lille jord ryster under gnyet, saa vor lille jord
blegner ved kampens ild.
Der er ogsaa dage, hvor de vilde krigeres tog er borte, og de
blaa, uendelige sletter ligger der som en stille glæde.
Men mangen morgen glider taage og koldregn henover rummet.
Alt dækkes, alt viskes ud. Deroppe, hvor jeg ved, at min
kjærligheds store himmelrum er maalt ud af Gud fader fra evige tider
af, gaber haabløshedens tomme øienhuller imod mig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
