Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellen Key: Sveriges moderneste digter Carl Jonas Ludvig Almquist - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
82
gen af det naturgrundens hemmelighedsfulde dyb, som han med gru
havde set ned i sit eget indre, inden han digtede Amorina. Hmii
blev hvad Ibsen kalder sin Julianus „Nødvendighedens slagtoffer,"
„en vildfarende menneskesjel," som „maatte fare vild." Ogsaa
Almqvist hørte til dem. som har beredt det tredje riges
tilkommeise, det som samtiden venter paa, det hvorom Almqvist profeterede,
og for hvilket han blev „et herligt sønderbrudt redskab."
Al livets dybeste tragik ligger i begrænsningen, i den
psykologiske nødvendighed, at man ikke kan kaste sig med umaadelig
aandelig energi til et hold og samtidig have kraften tilovers for et
andet omraade.
Almqvist var gjennemtrængt af fremtidens livsanskuelse,
monismen. Enhed og helhed var hans maal, fremfor alt mellem livet og
digtningen. Han stillede individet med dets egen indre autoritet mod
alle ydre autoriteter; hans stræben var at sprænge grænser overalt.
Og al hans kraft gik til dette. Grænser kunde han ikke sætte,
ikke engang for sig selv. At individet behøver vekselvirkning meel
slægtens retsbegreb og sin ansvarsfølelse udviklet gjennem
solidaritetsfølelse med det hele, det kunde saaledes ikke han blive en
maals-inand for. For ham er „tingene ikke gode, ikke onde; de blot er."
Handlinger blev for ham som ting, og lidt efter lidt opløstes baade
ting og handlinger til uvirkeligheder, og fantasien blev virkeligheden.
Hans søn ytrede, at han mangfoldige gange fandt, at faderen troede,
a-t han havde gjort, hvad han blot havde tænkt, og kun tænkt, hvad
han virkelig havde gjort. Her ligger fantasiens stadige fare for
moralen og tillige den fuldt tilstrækkelige grund til at samme
sedelige dom ikke blir retfærdig, naar den maaler fantasimennesket med
den fantasiløses alen. Almqvist definerer karakter saaledes: en
livets indre friskhed, poetisk rørlighed, ubunden fantasi. Vi finder,
at han sætter lighedstegn mellem et kunstnerisk temperament og en
karakter, hvilke i almindelighed er modsætninger. En karakter
bevarer gjennem alle udviklingstrin en kontinuitet; den er identisk
meel sig selv ved mindet om sin fortid, og gjennem dette minde
kan den „læse korrektur over sjælens digte" for atter at bruge et
af Almqvists udtryk. For fantasimennesket er livet derimod plastisk,
et ler, som man idag danner om fra den form, man gav det igaar.
Dette sætter en istand til bestandig at idealisere sin egen stilling
og sin egen stemning, at digte om det forbigangne for at lempe
det efter det nuværende. Ingen har omdigtningens evne i saa høi
grad som dem, hos hvem fantasien og forfængeligheden, refleksionen
og feigheden, dialektiken og svagheden har indgaaet de hemme-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
