Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellen Key: Sveriges moderneste digter Carl Jonas Ludvig Almquist - VIII - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
81
i prestefrakken, og i det kridtblege ansigt omgivet af det store,
negerkrusede sorte haar lyste øinene med det rige farveskimmer,
snart gulbrunt, snart graagrønt, med den vidunderlige glans, den
hypnotiske magt, som meget faa kunde udholde. Ynglingen kjendte
de forunderlige øine gjennembore sig, da Almqvist greb begge hans
hænder og hjertelig rystede dem under halvhøie lykønskninger.
„Men det er jo ikke jeg, som er brudgommen," indvendte ynglingen.
„Just derfor lykønsker jeg dig," svarede Almqvist, „du har nu seet,
hvorledes man ikke bør gifte sig; glem det aldrig."
Almqvist følte, at i ægteskabssagen var ungdommen „paa
sjælens side" og derfor hans naturlige bundsforvandt, thi „ungdommen
eier livets haab" og dermed tro paa seier for clet væsentlige. Det er
derfor Almqvist fremholder, at det er ungdommen, som fører verden
fremad. Men i den rasende strid, som brød ud med en flod af
brochurer angaaende Det gaar an, og som førtes i næsten alle
dannede hjem, blev de gamles tungeste anklage mod Almqvist den
samme, som engang rettedes mod Sokrates: at han var en
ungdommens forfører.
IX.
Om Almqvist gjennem sine anskuelser har skræmt et eller andet
sværmerisk sind, vildledt en eller anden ubefæstet karakter, saa
blev det paa den anden side hans tragiske lod gjennem sin historie
at give korrektivet til, hvad hans idéer kunde rumme af idealistisk
ensidighed, særskilt i hans ubetingede tro paa instinktet som
ufeilbar inspiration, paa subjektiviteten som den eneste retsnorm. Han
skulde selv lægge for dagen, at vi i det virkelige liv ikke kan leve
„uden rammer orn vore malerier" for at bruge hans egne ord.
Den indre musik, som Almqvist siger sig at have været
behersket af helt fra sin barndom, som har arbeidet sig frem baade
i hans livsomstændigheder og i hans skrifter, var med et ord
helhedens melodi. For denne helheds mægtige tone var det, hans væsens
skjøre glas gik istykker.
Han blev et offer, ikke blot paa grund af sin tids forsigtige
iver for at tage brødet af munden paa den fritalende. Thi hvor
skjæbnesvangert dette end indirekte blev, hvor meget det end
medvirkede til hans sluttelige moralske undergang, saa har jo dog
mange i denne henseende lidt meget større uret end han uden
derfor at gjøre uret.
Hans offerbestemmelse er et med hans væsens rod, er udsprun-
6
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
