Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thoralv Klavenæs: „Lille Eyolf“. Et foredrag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
95
-arbeide af blændende virkning. Der er ingen eller liden handling
i det. Og dog binder det interessen fra begyndelsen til enden. Paa
scenen bærer det sig jo ogsaa udmerket. Intet viser bedre end
dette Ibsens dramatiske mesterskab.
Men virtuositet er ikke altid kunst. Man forstaar dette i
„Lille Eyolf", hvor virtuosen Ibsen ikke har kunnet afhjælpe
savnet af digteren — i det rent ydre. De velformede replikker gir
os ikke den menneskelige tales skjønne klang, og de fint dannede
situationer virker ikke med livets egen tilforladelighed.
Mere kan jeg ikke i en haandvending ta med om bogens ydre
egenskaber. Jeg maa anvende resten af min tid til at gjenneingaa
bogens indre forhold og dens grundidé.
Først falder da spørgsmaalet om Rottejomfruen mig paa
tungen. Skal hun tages ret og slet som Rottejomfru eller skal hun
tillægges symbolsk betydning?
Jeg indser ikke nødvendigheden af det sidste. Det falder mig
langt naturligere i Rottejomfruen heller at se den rimelige aarsag
til Eyolfs død — et redskab altsaa i digterens haand til
iværksættelse af hans vilje. Men vil man opfatte Rottejomfruen symbolsk,
kan man i hende se personifikationen af alle de sælsomme kræfter
i livet, der fører mennesket i fordærvelse. Hun er den store
lidenskabs, de hemmelige ønskers, drømmenes og fantasiens lokkende
magt, som menneskenes børn niagtstjaalen følger, helt til de styrter
udfor bryggens yderste spids — og kun levner krykken tilbage.
Hun blir saaledes den menneskelige undergangs symbol, mod hvem
det er forældrenes pligt at vogte sine børn.
Denne opfattelse gir unægtelig den uhyggelige skikkelse —
bogens mest veltrufne — en vis dæmonisk høide. Jeg tør dog ikke
indestaa for, at Ibsen selv ønsker figuren saaledes opfattet.
Derimod er der adskillig andet i bogen, der bør opfattes
symbolsk. Jeg skal saaledes bare nævne det lille træk, at Almers
gaar vild i fjeldet. Han støder altsaa paa et fjeldvand, som lian ikke
kan komme over og gaar derfor udenom det. At gaa udenom
er imidlertid som bekjendt efter Ibsens livsanskuelse en farlig sag.
Og for Almers blir den da ogsaa forsaavidt farlig, som lian gaar
vild, maa overnatte paa fjeldet og er døden meget nær. Men han
føler dog ikke døden som nogen gru. Tværtom. Døden blir ham
en behagelig reisekamerat. ,.Den nat løfted mig til beslutning,"
siger han. „Og saa var det. at jeg vendte om og gik lige
hjemover. Til Eyolf."
Dette træk bør visselig opfattes symbolsk. Fjeldvandet er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
