Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik A. Th. Dedichen: Forbryderpsykologiske problemer - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
111
Et par eksempler vil belyse dette.
En mand mistænker sin hustru for at være ham utro, lægger en
snare for at overraske hende, bevæbner sig med en dolk, indfinder sig
paa beregnet sted, finder alt som formodet og støder elskeren ned med
den medbragte dolk, — „for at hævne sin krænkede ære" — paa
elskeren og tage konen til naade.
Cesario Santo mener, at Carnot er skyld i mange tuseners
ulykker ved at modstaa anarkismen, han opsøger ham i Lyon og dræber
ham med et velrettet stød af sin i dette øiemed medbragte dolk.
I begge tilfælde foreligger her en forbrydelse, et mord, og det
faktum maa være det fælles udgangspunkt for vort ræsonnement over
de to handlingers psykologi. Men det, der driver morderen til at
begaa sin forfærdelige daad og sprede uoprettelig ulykke omkring sig,
er i det ene tilfælde en mands fortvilelse over at være skammeligen
fraranet den, han har kjær, — ti mod forføreren vender hans vrede
sig, paa ham lægger han al skylden ved en tankegang, der klinger
som en reminiscens fra middelalderen, — han er krænket i sit
inderste følelsesliv og i sin stolthed. Ti over den bedragne
egte-mancl falder der et skjær af komik, som blot aftvættes ved at han
„hævner sin ære." Og denne liævn maa han selv udøve. Han kan
ikke gaa til politiet og faa forføreren bragt i fængsel for sit ran, som
han kunde, om det ikke var et hjerteran, et kvinderov, der var tale
om. Og da han er fuldstændig fremmed for en tankegang som den,
Gunnar Heiberg har ladet Abel blive en saa fin og nobel
repræsentant for i Balkonen, naar han siger: „Hverken knaldet eller
blod kan hjælpe mig, for jeg føler, der er større sorger", saa har
han ikke andet at gjøre, mener lian, end selv at tage sig til rette.
Den gjængse opfatning, den offentlige mening gir ham medhold,
undskylder ham, frikjender ham.
I det andet tilfælde tror e;i svaghjernet stakkel, der er
opfana-tiseret af smuktklingende fraser, at han vil opfylde en mission ved
at fjerne et statsoverhoved. Ukjendt med den lov, der faar sit udtryk
i raabet: „Le roi est moi! Vive le roi!", devoverer han sig, intet
øieblik tvilende om, at han vil undgjælde med sit liv for sin daad.
Den offentlige mening brøler „usling! skurk!" og forlanger ham
straffet, — guillotineret!
Jeg skulde ha lyst til at vide, med hvad ret?
Med clen ret, straffeloven giver?
End ikke loven kan gjøre det til ret, der ikke er ret, og det
har aldrig været, er ikke og vil aldrig blive ret at tage et andet
menneskes liv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
