Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik A. Th. Dedichen: Forbryderpsykologiske problemer - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
119
For det første finder man en del, for det meste yngre individer,,
som ved slet eksempel og ikke sjelden under paavirkning af alkohol
er forledede til at begaa en handling, hvis sande natur de mangen gang
først siden erkjender. De angrer den, tilstaar for retten, ja melder
sig maaske endog selv. For dem virker unægtelig straffen som et
varsko, og naar vi nu har de udsættende domme, kan man haabe, at
denne straffens gode virkning ikke vil blive neutraliseret ved den
sørgelige følge af, at et ungt menneske-stemples som forbryder og derved
sættes udenfor det gode selskab.
Dernæst er en stor del af de personer, der straffes for
løsagtighed i en eller anden form, visselig normale, og det maa opfattes som
et vidnesbyrd om, hvor patriarkalske forholdene endnu er hos os, at
der eksekveres domme over forholde, som for en stor del maa siges
at ligge indenfor det helt privates omraade. Hvor en andens ret
krænker, maa der gribes ind, men naar to individer blir enige om at leve
sammen, ei’ der ingen grund til at hale dem for retten, fordi de er
gaaet præst og fut forbi. I saa henseende er det ganske
karakteristisk, at da en norsk kriminalist, som staar i livlig forbindelse med
den berømte Bertiljon i Paris og herfra skaffer ham materiel for
ham sammenlignende antropometriske undersøgelser, engang opgav den
straffedes forbrydelse at være konkubinat, svarede franskmanden
forbauset: „Derved maa De bestemt forstaa noget andet end vi, ti hvis
konkubinat skulde være strafbart hos os, maatte hele kvarterer af
Paris med engang omgjøres til fængsler.11
Der er ingen grund til at skrige op om umoralitet og fordærvelse,
fordi man overlader til voksne mennesker at bestemme sit indbyrdes
forhold uden det offentliges mellemkomst. Dersom der anvendes list
eller vold eller der voldes skade ved paaførelse af sygdom eller
lignende, saa maa der gribes ind, og saa har vi foreløbig intet andet at
gjøre end at straffe.
Foreløbig ikke andet, — indtil man virkelig har bragt det
derhen, at et normalt menneske ikke forbryder sig, — ikke af frygt for
statens straf, men af frygt for at tabe sin selvagtelse ved at gjøre et
overgreb mod andres ret.
Endelig er der visselig blandt de andre domfældte en del, hos
hvem vi intet sikkert abnormt kan paapege, andet end det, at de trods
sin viden om forbrydelsens fordømmelighed har været svage nok til at
bukke under for fristelsen, — de har levet under for lavt et tryk,
uden at vi kan sige, at dette har været udtalt nok til, at tilstanden
kan betegnes som sindssygdom. Hvad straffetrudselen ikke har kunnet
udrette for disse folk, kan man kun haabe at vinde ved en omhyggelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
