Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Paul Berthon: Moderne dekorativ kunst i Frankrige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124
Og hvad har vi saa gjort siden den tid? Endnu goldere end vore
golde forgjængere har vi ikke formaaet mere end at herme efter disse
moder, at gjøre kopier efter disse efterligninger af antiken. Vor
dekoration er kun Ludvig XIV’s, Ludvig XV’s eller keisertidens o. s. v.
Da var det at man opdagede vor dekorative kunsts nullitet, og enhver
forstod nødvendigheden af at frigjøre sig for den klassiske tradition,
at afkaste de gamle schabloner, at bryde med de gamle mønstre og
hente ny inspiration andetstedsfra end fra renæssancens udtømte kilder,
andetsteds end paa clen antike kunsts ruiner.
*
Eor at kaste lys over denne nye kunsts æsthetik, som fornegter
den klassiske tradition, er det hensigtsmæssigt først at søge aarsagerne
til den moderne dekorations goldhed fra renæssancen til keiserdømmet,
og dens fuldstændige tilintetgjørelse i løbet af det nittende aarhundrede.
Den moderne kunst er væsentlig karakteristisk Ved to
kjende-merker: sin banalitet og sin absolute mangel paa
dekorativ følelse.
Disse to kjendemerker skriver sig fra den dobbelte indflydelse,
hvoraf renæssancen fødes: efterligning af antiken — og den
slaviske kopi af naturen.
Da renæssancens humanister havde fordybet sig i den
græsk-romerske oldtid, vendte de sig fra middelalderen som fra en barbariets
nat. Kunstnerne hengav sig ubetinget til kopi af den antike kunst.
Man paalagde kunsten antikens saakaldte kanoniske love. Det var
tiden for arkitektoniske afhandlinger og æsthetiske lærebøger, for
konventionelle og steriliserende regler, saaledes som formjen for de fem
ordener inden arkitekturen, eller læren om de tre énheder i
litteraturen. Man indbildte sig kortsagt, at de gamle havde fundet de
definitive formler for det absolut skjønne; pedanterne bogførte disse
formler, og kunstnerne underkastede sig dem.
Fra den tid bruger man kun klassiske dekorationer: eg og eggestave,
perlesnorer, alagrekker, kjedesirater o. s. v. De fire eller fem former
at det romerske kapitæl var endnu de eneste, vi saa paa vore
monumentale bygninger.
Vi sætter sokler, søiler, gesimser, tempelgavle selv paa de
mindste brugsgjenstande; vi laver dem endogsaa i relief paa vore plane
dekorationer, hvad der er toppen af meningsløshed. Kortsagt vi
benytter et sterkt begrænset antal schabloner, altid de samme,
medens de ornamentale former, som naturen byder os, og som
indbildningskraften kan undfange og fortolke, er ubegrænset.
Ondet strækker sig over alle kunster: i maleriet gjorde man
hellige jomfruer, som var nymfer, engler, som var amoretter,
kristusskik-kelser og helgener, som var hedenske guder og helte.
Den italienske renæssance havde imidlertid sin berettigelse. Den
var virkelig et skud af den antike kunst, som spirede op af den
jordbund, hvor denne kunst havde udviklet sig. De italienske
renæssancemænds feil var altfor slavisk at kopiere den antike kunst —
istedetfor at fortsætte den og udvikle den.
Men dersom italienerne slog ind paa en falsk vei ved at ville
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:34:54 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1895/0132.html
