Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Bergens scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134
gel. Jeg tror, hvor paradoksalt det end kunde lyde, langt snarere,
der er altfor faa scener, end at der skulde blive altfor faa
skuespillere til at agere paa dem.
Ved de par scener, som lindes, danner de lykkelige, som er
slupne derind, saare let en ring, som af en nemt forklarlig
selvopholdelsesdrift, ubevidst og halvbevidst, holder andre ude. Og hvad
teaterlederne angaar, da tvinges de ikke af nogen konkurrence —
— ti selv i Kristiania findes den, strengt taget, ikke — eller
af kamp for livet til at prøve alle muligheder eller til forsøgsvis at
bemægtige sig alt det forhaandenværende skuespillerstof.
Stoffet bruges ikke. Det er tingen.
Og naar jeg paa dette pnnkt udtaler mig saa bestemt, er det,
fordi jeg taler af erfaring. Det er her, hvor man taler om mangel
paa unge kræfter, saa langt fra, at adgangen til scenen er let, al
man tvertimod maa søge om et sted, hvor den er blot
tilnærmelsesvis saa vanskelig. Man viser i dette saakaldte skuespillerfattige
land en urimelig og utænkelig ødselhed — — — ved endog
direkte at hindre kræfters tilgang. Jeg har i løbet af fire aar havt
tilstrækkelig leilighed til at se det.
„Elskere" til eksempel. De skal jo være sjeldne fugle og er
det. Jeg har ikke destomindre paa min vei mødt emnet til en
lystspilelsker, som eiede alle betingelser for at behage. Et ydre,
der virkede ved elegant tække, en udmerket talestemme, der fandt
naturens tonefald Jor en samtale, en sangstemme, der tillod at gaa
til operaens grænser. Teatret lod uden at række ham en finger
den unge mand drage over Atlanterhavet sandsynligvis for at han
kunde præsentere yankerne sit mønstergyldige norsk, hvorpaa der
neppe er større overflødighed end paa elskere.
Jeg har set en anden ung mand i løbet af fire aar
forgjæves søge en debut. Bjørnstjerne Bjørnson, der har vist ham den
ære at læse med ham, har anbefalet ham. Jeg selv, der har
gjennemgaaet en række af roller med ham, bar til alle vedkommende
erklæret, — og det er min overbevisning — at jeg i alle de aar,
jeg i saa mange lande har beskjæftiget mig med uddannelse af
skuespillere, ikke har truffet et saa eiendommeligt, et saa
vidtrækkende talent. Min dom er ikke enestaaende. Den deles af alle
de kunstforstandige, hvis mening er æsket.
Hvis denne mand spillede et fag, der var overbesat paa norsk
teater, kunde det forstaaes, at man fandt sig hindret fra at
engagere ham. Netop det modsatte er imidlertid tilfældet. Det er som
„Brand", som „Løvborg", som „Den fremmedemand", som „Othello",
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
