Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Paul Monceaux: Benjamin Constant
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
blik er jeg bedrøvet; men dersom jeg vilde, kunde jeg godt være,
ikke blot trøstet, men saa distraheret fra min sorg, at den ikke vilde
eksistere for mig; men jeg vil det ikke, fordi jeg føler, at Mme Stael
ikke bare trænger min trøst, men ogsaa min smerte." Hør dernæst
de grusomme ord, som undslipper ham ved hans trofasteste venindes
dødskamp: „Jeg tilbringer dag og nat hos Mme Talma, der nærmer
sig sin ende. Jeg studerer døden der". Igrunden er denne
formentlige følsomhed ikke andet end nervøs ømfindtlighed
(suscepti-bilité), eller med andre ord egoisme. Han gir os selv nøglen: „Man
bebreider mig min mangel paa følsomhed. Nei, jeg mangler ikke følelse;
men den er ømfindtlig, og finder sig aldrig vel ligeoverfor andres
følelse — — — Med andre ord: min følsomhed føler sig altid
saaret, naar andre viser sin". — Bunden er ganske vist meget tør. Han
har den tørhed, som er eiendommelig for mennesker, der ikke har
havt en lykkelig barndom, der ikke har leet som børn og derfor
aldrig lærer at le, men altid tar livet paatverke. Dersom hans liv havde
været almindelig, vilde han uden tvil ha været et menneske som saa
mange andre, hverken værre eller bedre. Nu var han et trist og
ensomt barn, slet opdraget af en ironisk og indesluttet fader, senere
overgivet til en brutal lærer, og han lukkede sig inde i sig selv. Saa
kom han ud i et bevæget liv og rammedes af mange skuffelser; og
tør og klartseende, som han var af naturen, blev han en grusom egoist.
Herved er han imidlertid ikke karakteriseret i sin
eiendonimelighed, vil man indvende. Ganske vist. Men egoismen har mange
nuancer. Der er den elskværdige egoisme: Montaigne’s. Der er den
naive: de simpelthen forfængeliges. Der er den store egoisme: den
lærdes eller kunstnerens, der isolerer sig i sin drøm om æren. Der
er den ædle egoisme: munkens, som flygter for menneskene for at
opnaa sin frelse ved at bede for dem. Der er endelig den låve
egoisme : pengemændenes og Don Juan’ernes rene, beregnede og klare
egoisme. Den sidste er Benjamin Constant’s.
Og her er beviset. Gaar han i selskab, er det ikke, fordi han
finder behag i omgang med mennesker; lian hader dem; men han er
glad i at høre sig selv tale: „Selskabslivet plager mine øine og mit
hoved; men jeg kan ikke negte, at jeg gjør lykke der. — Jeg
tilbringer aftenen hos Mme Récamier; det ser ud til, at jeg har været
meget elskværdig, siden man har komplimenteret mig for det. Det er
et mesterverk af min aand; thi jeg var meget daarlig oplagt. —
Soi-rée hos Mme Gay. Jeg har moret mig over min aandrighed". Man
gjenfinder denne tørre egoisme gjennemgaaende i hans opførsel
ligeoverfor de kvinder, han har elsket: i sine breve til Mme de Charriére
taler han f. eks. uophørlig om sine giftermaalsplaner, om sit forhold til
Mme’de Stael, og senere om sin husholdning, uden et øieblik at ane, at
alle disse fortroligheder maa saare den stakkars kvinde. Naar han
udfører noget, selv om det er for sin fader, saa sker det altid paa
en uelskværdig maade og i den overbevisning, at han bortkaster sin
tid. — Han har aldrig tillid til noget menneske: „Jeg har netop kjøbt
en liden hund. Dersom den ikke blir gal, er jeg sikker paa, at den
ikke vil bide mig eller gjøre mig noget ondt. Det er mere, end jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
