Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Paul Monceaux: Benjamin Constant
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158
Denne utrolige karaktersvaghed, denne ublandede egoisme -og’
denne vidunderlige aandsklarhed, heri har man Benjamin Constant,
bel og holden, i hans følelsesliv, i hans politiske karriere, ja selv i
hans litterære arbeide.
Hvad angaar hans følelsesliv ved man ikke, om det er mest
latterligt eller afskyeligt. Han var en lavtliggende Don Juan, som
stadig drømte om at gifte sig, og som virkelig ogsaa
giftede sig to gange „for at kunne komme tidlig tilsengs" (pour
pouvoir se coucher de bonne heure). Han var stadig og paa
engang oprevet af sin trang til og sin mangel paa evne til at elske:
det var, fordi han udefukkende vilde elske for sig selv, og ikke
engang kunde bestemme sig til at elske. Hos ham var. lidenskaben
rent intellektuel; man ser det i hans første kjærlighed. Han var tyve
aar gammel, da han knyttede sit forhold til Mme de Charriére, en
fredelig,.skeptisk anlagt kone paa syv og firti; det var især en
kjærlighed pr. brev. To og tyve aar gammel lader han sig gifte med en
tysk dame „meget hæslig, koparret, røde øine, meget mager"; dette
varede ikke længe. Neppe er han skilt, før han tænker paa et nyt
egteskab, samtidig som han knytter andre forhold; han vakler mellem
forskjellige kvinder: „Der har vi Bosette de Seigneux. — Antoinette
er mig tilbudt. Jeg afslaar; jeg vil komme til at angre paa det". Han
bestemmer sig endelig for en anden tysk dame, en enke, Charlotte
von Hardenberg; men han bruger femten aar for at bestemme sig,
og da han endelig skal gifte sig med hende, maa hun først skilles fra
en anden mand.
Hans situation, er nu i høieste grad pinlig komisk. Da han
skjælver for Mme de Stael’s harme, gifter han sig i hemmelighed;
derpaa iler han til Coppet for at præsentere sin nye hustru for
stormen, i et vertshus. Han forlod Mme de Stael uden at bryde med
hende: „Jeg er kjed af denne mandagtige kvinde (l’homme femme),
hvis jernhaand nu har lænket mig i ti aar (1807). Jeg længes efter
hende og hader hende. — Jeg er ligesaa optat af Mme de Stael som for
ti aar siden (1813)". Lidt efter lidt begynder han at foragte og
afsky sin ■ hustru, fordi hun er snil og opofrende, og fordi hun elsker
ham: „Hvorfor har jeg giftet mig igjen? En taabelig situation, en
taabelig lænke! Charlotte har en mani for at vaage, hvad der faar
mig til at tilbringe afskyelige nætter!" Snart forlader han hende,
men fremdeles uden at vove et brud. Han skriver i sin Notisbog
(carnet): „Mit hoved forvirres mellem Charlotte og Mme de Stael";
og i sin Dagbog: „Jeg befinder mig mellem to kvinder". Senere
kunde han ha sagt: „mellem tre kvinder". Thi han begyndte ogsaa
at sukke for Mme Récamier, som holder ham for nar: „Er jeg gal
eller dum? — — Juliettes regjering begynder". — Mellem disse tre
sjeldne kvinder geberder han sig som en marionetdukke, gaar fra den
ene til den anden : Det er den rene vaudeville: „Tre koner om en
mand! — Saa blir han gammel, og det gaar nedover med ham; han
forfalder til spil og hjemsøger tvilsomme huse: „Jeg "spiser min
grøntsuppe og gaar saa i spillehulen". — Og midt i alt dette iagttager han
sig selv. analyserer sig, foragter sig. Stakkars’ Benjamin.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
