Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Paul Monceaux: Benjamin Constant
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
159
Saaledes ogsaa med hans politiske optræden. Det er den samme
trang til at handle og den samme vanmagt til at handle i sammenhæng.
Hvad man saa har sagt om ham, saa var han kun en ærgjerrig, men
en ubeslutsom ærgjerrig, som manglede alt det, som kan gjøre
ærgjerrigheden bei’ettiget. Dersom De tviler, saa læs disse skjønne,
fortrolige meddelelser: „De andre blir altid valgte, og jeg aldrig! —
Det haster, dersom jeg skal komme tidsnok til „jagten" (1813). —
Vel, lad mig tjene den gode sag og tjene mig selv. (1814). — Skal
det da endelig ske? — — Min udnævnelse er undertegnet. Spranget
er gjort; nu er jeg der helt og holdent (1815). Jeg har en
ærgjerrig mands samvittighed uden at ha hverken hans illusioner eller
forhaabninger". — Det er hele den simple forklaring af hans politiske
karriere. Han er knyttet til de engelske whigs, og han modtager
stilling som kammerherre ved hoffet i Brunswick. Revolutionen
udbryder; han blir demokrat. Senere støtter han direktorialregieringen og
lader sig naturalisere i Frankrige, — af ærgjerrighed: „Lad os slaa
rod i Frankrige og bevare, hvad vi har opnaaet." Han slutter sig til
Bonaparte, som udnævner ham til medlem af tribunatet. Landflygtig
med Mme de Stael bærer han exilet uden stolthed og ansøger
forgjæves om sin tilbagekaldelse. Da keiserdømmet falder, støtter han
Ber-nadottes kandidatur og underhandler dernæst med Talleyrand. Han
gaar over til Bourbonnerne, insulterer Napoleon, men deltager dernæst
paa hans side i „De hundrede dage". Ludvig XVIII kommer tilbage;
han skriver til ham for at bønfalde om hans naade og opnaar det.
Da han saa ikke kan komme ind i ministeriet, blir han liberal, og
nogle maaneder før sin død modtager han almisse af Ludvig Philip.
Og det merkelige er, at hans politiske idéer igrunden ikke
forandres under alle disse vekslinger. Og her gjenfinder vi tænkerens
lysende intelligens. Men ser man lidt nærmere paa ham, opdager
man, at det, som ligger paa bunden af denne politiske og
religiøse liberalisme, det er atter igjen egoisme. Benjamin
Constant bryr sig ikke stort om folket, . om „idioterne", som han
kalder dem. Hans liberalisme er paa alle omraader aristokratisk
og negativ, fordi den ikke er andet end individualisme. Han
ophæver enhver kultus, enhver mellemmand mellem mennesket og Gud;
religionen er for ham kun et middel til at sikre individets autonomi,
det er ret for enhver til at tro paa, hvad han vil, og dersom det
gjælder, at tro paa ingenting. I politik organiserer han anarkiet,
han driver det til at bestride lovens autoritet, hvis eneste funktion
efter hans mening er at beslutte individet. „Ved frihed", siger han,
„forstaar jeg individualitetens triumf". Denne theoretiske liberalisme
er kun afsky for tyranni og tvang. Det er en drøm hos en
ubeslutsom egoist, som altid forgjæves har forsøgt at sikre sin
uafhængighed, og som derfor vil kaste over paa samfundet denne forpligtelse.
Denne en svag, skarptseende mands egoisme, er det ogsaa, som
ligger paa bunden af Adolphe og Journal intime. Det er det,
som gjør hans verker saa interessante og saa værdifulde som
dokumenter. Det er ogsaa det, som gjør dem ensformige og pinlige. Der
er talent i dem, meget talent, det er sikkert; et sjeldent anlæg til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
