Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jonas Lie: Irgens Hansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164
sere om i det daglige Liv som Statuerne. Skulde enhver kræve fuldt
Rum for sin Personlighed, sin Natur og sine Meninger, blev der endda
trangere, end om alle vilde slaa ud sine Paraplyer.
Han havde brug for at gaa i vort offentlige Liv med Hatten
paa for, ret som det var, at kunne ta den af og sige — saa til et
Blad, saa til et Theater, saa til en Venneforbindelse: „Farvel, mine
Herrer, ønsker De ikke mine Meninger mere, saa Adio! Forresten
forbeholder jeg mig at komme igjen med dem naarsomhelst ind af
Vinduet."
Og denne Faren ud af Dør og ind af Vinduet igjen, — han
kunde jo sparet sig den blot ved at bøie og akkommodere sig lidt.
At denne principsteile Busudmanér skabte Omveie for hans Sag, saa
alle — undtagen Irgens-Hansen. Den ideale rette Linje blev for
ham alt andet end den korteste.
Om Irgens-Hansen her alligevel skulde havt sin —
Irgens-Han-sen’ske — Ret? . . . Paa Bruddet meel dets Storm af Forargelse
fulgte Principers Drøftelse og Strid i Aviser og fuld Opsang og Orgel
for Sagen. Og Bevidstheden om dens Betydning blev flyttet et langt
Stykke fremover i Almenheden til næste Fredsslutning.
Om dette vilde været Tilfældet, hvis Irgens-Hansen ikke var
bleven ustyrlig, ikke blevet ude af sig og gjort Skandale; men
„fornuftig og medgjørlig grebet Sagen ved den praktiske Hanke", er det
tilladt at betvile.
Dette var nu hans Maade at bygge paa. Det synes at være
en særlig norsk — og mere end det, et lidet Lands saa ofte
nødvendige. Vi faar nøie os med at faa det i mangt kun saadan
stød-og rosse vis, — et Skub da og et Skub da gjennem Forargelsens
Mænd.
Til Bergens Theater kom han egentlig som en fordreven
Vildfugl ud fra Ottiaarenes stridbare literære Stormveir. — Det var
den Fart, han vilde sætte i Theatret. Under hin Gjennembruclstid
inde i Hovedstaden havde han fyldt sin Post fuldt og hélt, — en
fint og aandfuldt ført Pen, hvoraf der funkede Lys og Forklaring og
dertil et Blik og et vildt Mocl, der var helt paa Høide med
Situationens Kampkrav og virkede elektriserende. Der var han i sit
Element med alt det under Vingerne, som betingede og eggede lians
Evner: — en Tid oprørt af den store Forargelse og han selv stillet,
som det allerinderst kunde hue hans ideale Lystfølelse meel alle
Skibe brændte bag sig og mellem et enten—eller — (han holdt af
at staa paa Pynten med Afgrunden under): enten seire eller gaa i
„Bjørvika!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
