- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Sjette aargang. 1895 /
163

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jonas Lie: Irgens Hansen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

163

Han var ikke af clem, som ikke gav Anledning til Kritik. Og
alligevel, — skulde man tale netop om moralsk Kredit, den Tillid,
vi gir et Menneske, — saa gad jeg sé, om der i hele Norges Land
gaves ret mange, som vilde samlet paa sig saa mange, saa
hjertelig givne, saa trygge moralske Tillidsvota som just Irgens-Hansen.

En underlig modsigelse: — udvortes ukorrekt, indvortes saa stik
det modsatte.

Og der, hvor han nu færdes, af hvem vi kun eier mindet og
den brændte Aske igjen, tør han ved sin Personligheds ægte Guld
rangere, saa der skal baade høit op og langt frem til — som det i
Bibelen heder, — at faa sidde tilbords med den aandelig ranke
Herre.

Thi det er sandt, hvad der er udtalt over ham, — han var en
Israelit uden Svig!

Der fandtes ikke Personens anseelse i ham. Vé den Yen, som
han trode, sveg Idealet, naar Irgens-Hansens Nidkjærhed vaktes, og
han rev sine Klæder isønder over ham.

Og, om det er saa, at Verden er akkurat saa stor, som den Kreds
af Mennesker, vi kjender og staar i Rapport med, saa har de mange,
paa hvis Erindrings Væg hans Billede nu hænger, at takke
Irgens-Hansen for en betydelig Berigelse. Mig og min Hustru var han
gjennem Aarene biet en stedse kjærere og mere skattet Ven; han
lyser i et vemodigt Skjær fra mangen glad og fuldvægtig Aandens
Stund, naar han fyldte Stuen med sin varme Personlighed og det
ideale Indignationens Veir, der lod hans Veltalenhed strømme over
i altid træffende og ny Betegnelser. Han kunde være
overordentlig kvik og gi en glimrende og karakteriserende Historie, — var
saa indtagende elskværdig, saa aandfuld og fint forstaaende; man
følte, hvor sjælelig tendre han var, og der straalede og sprudlede
af Humor. Men med al sin Sans for Komik var han en enkel
Natur og direkte pathetisk anlagt.

Han kunde udtale sig pessimistisk. Men fuldblods Optimist
var han saavist, som den er det, der altid tror paa Seiren. Han
snakkede dystert om „Bjørvika" og kunde ha stor Lyst til at vise
Verden, at nu — for dens Ond- og Galskabs Skyld — kastede
Irgens-Hansen sig bort i den. Men sé, 0111 han gjorde; han led heller,
hvad det skulde være under Nød og Vanskeligheder. Simpelthen af
den Grund, at han agtede at komme igjen og karnøfle de Herrer!

En snev af Spidsborgeren maa en Kunstner ha, om han
overhovedet skal due i den private Omgjængelse. Men hos
Irgens-Hansen var den saa altfor liden. Idealmennesket kan ligesaa lidt spad-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 22:34:54 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1895/0171.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free