Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Clara Tschudi: Nogle erindringer om fru Camilla Collett
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
183
Heller ikke i Kristiania følte fru Collett sig hjemme. „Grunden
til min taushed, der desværre ogsaa angaar flere end Dem" — skriver
hun til mig den 31te oktober 1888 — „kan De shnhelthen kalde min
„Kristiania-stemning". Det usigelig triste og tunge i livet her, virker
i al fald paa mig saa knugende, at jeg taber lyst og evne til alting."
Blandt den bunke af breve fra hende, som jeg har liggende foran mig,
finder jeg lignende udtalelser i mængdevis.
Ingen har nogensinde giort mindre for at vinde mængdens gunst
end fru Collett, og aldrig forstod hun at tage livet, som det falder.
Hendes modtagelige sind blev let forstemt; det farvedes af hver sky,
der gled hen derover. Hun, der var saa modig som forkjæmperinde,
følte sig ikke blot let krænket i det daglige liv, men var ængstelig
nervøs, naar hun skulde stilles ansigt til ansigt med fremmede. Hun
eiede paa én gang geniets trang til at vække opsigt og mimosens
frygt for berøring. Livet syntes hende tungt at leve og tungt at bære;
og hun blev sky og ænstelig, naar noget ublidt traadte hende imøde.
I Kristiania havde hun levet bekymringsfulde dage. Eftersom
aarene gik, blev det mørkere, koldere og ensommere rundt om hende
der. Naar hun vendte hjem fra sine reiser, mødte hun fremmede
ansigter, nye forhold; hun saa, at hun var forglemt. Kastede hun sit
blik hen over byen — den by der dog en gang havde rummet hendes
lykkelige egteskabsaar — da syntes det hende, som om egennytte og
omskiftelighed gabede hende imøde for hvert skridt, hun gik. Naar
hun var i udlandet, længtede hun til sine sønner i Kristiania, men
havde hun siddet i Kristiania en stund og gjensynets glæde var over,
længtede hun atter mod større forhold og Sydens varme.
Først to aar for sin død forsonede hun sig helt med byen: da
hovedstaden og landet varmt og enstemmigt hyldede den ottiaarige,
forsvandt hendes nag. Hun talte efter sin jubilæumsfest i lang tid
ikke om andet; og sikkert har denne sildige anerkjendelse været hendes
livs kjæreste triumf. Straalende, næsten med et skjær af ungdom kom
hun mig imøde, da jeg et par maaneder efter ottiaarsfødselsdagen
hilste paa hende. Lykkelig, næsten barnlig glad fortalte hun mig om
alle enkeltheder; hun viste mig laurbærkransen fra Kristiania teaters
kunstnere samt gaver, hun havde modtaget. Vi stansede foran et
meget smukt skrivetøi og stager af norsk nikkel og emaille.
„Se," sagde hun; „dette er en present fra tre ungdomsveninder.
Er den ikke smuk? Den har jeg solgt!"
Jeg betragtede hende forbauset.
Hun slog op en høi, hjertelig latter — det er den eneste gang,
jeg mindes at have hørt fru Collett le rigtig høit og hjerteligt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
