Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Møller: Oliver Wendell Holmes - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194
højest. Den er ogsaa i det hele morsomst. Den blev til. siger han,
næsten som en champagneprop exploderer. De andre er mere
ædruelige, men deres værd er mulig ikke mindre.
Avtokraten kom først frem i The Atlantic Monthly. Da dette
tidskrift skulde til at begynde (fra november 1857) vilde Lowell,
som var redaktør, endelig have bidrag af Holmes. Den anatomiske
professor blev lidt overrasket ved denne opfordring; han hørte jo
ikke til i den kres af lærde og digtere, som var samlede om
Boston, men vennen trængte paa, og han gav efter.
Holmes havde i 1831—32 til et Bostoner-magazin skrevet to
artikler under clen samme titel, han her brugte. Dengang følte han
sig ikke moden nok til at udføre sin tanke, nu efter et kvart
aarhundredes afbrydelse tog han den gamle plan op paany. Det vil
sige: han havde egenlig ingen plan. Han nedskrev de tanker og
paahit og vittigheder, som faldt ham ind, sigtede dem saa siden og
udarbejdede dem. Personerne blev til, efterhaanden som arbejdet
skred frem. Derimod havde han et forbillede. En tysker har
sammenlignet ham med Rochefoucauld; men tyskerne er nu altid
saa kunstige. Forbilledet ligger nærmere og lige ved. Holmes
kunde have sparet sig at nævne det selv: det er Boswell’s Johnson.
Han havde kendt og elsket den gamle engelske avtokrat, næsten
saalænge han kunde huske. Sam. Johnson var født 1709, altsaa
lige hundrede aar før Holmes. Det knyttede et baand mellem dem.
De fulgtes ad gennem aarene. Han behøvede blot at aabne Boswell
for at se Johnson i sin egen alder, som tyve-, halvtreds- eller
halv-fjerds-aarig, og ligesom maale sig selv mod ham. Paa
hundredaars-dagen for Johnsons død (13de december 1884) sørger Holmes over,
at han nu har mistet sin ærede og dyrebare samtidige fra det
forrige aarhundred. Han følte sig ene ved ikke længer at kunne følges
med sin mangeaarige ven.
Man forstaar nok, hvad Holmes har holdt af hos Johnson. Det
er hans tankekraft og gode hjærte, hans fynd og færdighed i
samtale, hans haandfaste vid og. kløgt og den nøgne ærlighed, hvormed
han ser liv og død under øje. Der er saa lidt humbug ved ham.
Han skræller formen bort og holder sig til sagen. Ellers er
forskellen mellem dem iøjnefaldende. Holmes er en mild despot mod
Johnson. Denne er ensidig stærk, snæversynet, en konservativ
avtoritetsdyrker paa sin egen tit noget rebelske maade; han kan
være dygtig grov; det er en plebejisk natur med hang til tungsind.
Ved Holmes’ bord er man altid sammen med en gentleman i
sind og skind. Hans dannelse er ikke ene boglærdom; den viser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
