Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Gabriel Finne: Emanuel Daah. En fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Emanuel Daah.
En fortælling.
Er De nu sikker paa, at Deres mand ikke kan komme, mens
De er her? havde han spurgt, da hun listende paa hoseleisten var
gledet ind og havde lukket døren lydløst i.
Ja — tys! Vær stille — pigen har ikke lagt sig endda. Ja
— han blir ude længe. Han fik fem kroner ieftermiddag til at
drikke for.
Det var første gang, hun klædte sig af for sin elsker. Det
var for at faa mere liv i ham. I det sidste havde han ikke været
heftig.
Sover børnene? spurgte han og pegte med hodet mod loftet.
Han sad ved læselampen, med brystet mod bordkanten og en
langpibe henover aviserne.
Ja — tys!
Hun stod borte i halvdunklet ved sofaen, og hendes øine
glødede, de stirrede intenst forskende paa ham, mens hun skjælvende
stilt knappede op i brystet. Han saa paa med stigende interesse.
Ogsaa han var febrilsk alvorlig. De saa paa hinanden lyttende
alvorligt, som var de forfulgte, skjulte i et krat, hvor en spøg, en
fnisen, en lyd kunde koste dem livet.
Hun var en liden net skabning. I den stramtsluttende sorte
kjole, hvor hver eneste legemsform tegnede sig fast og resolut, det
modsatte af slasket, havde hun ganske jomfrufigur. Faste smaa
fødder og faste buttede næver. Bare ansigtet skjæmmede hende
noget; det var ligesom saa brugt, saa lidet ungt, lidet
umiddelbart og passede ikke til hendes ungpigefigur. Et ansigt, hvor
kindbenene gjorde sig gjældende, stak sig blanke ud som hos de
arbeiderhustruer, man ser i fattigkvartererne.
Da han holdt om hende og sa: Hvor hvid og fast du er —
hvem skulde tro, at du havde tre børn ....
saa himlede hun med øinene og sukkede: Pyt — nei, du skulde
seet mig før. Jeg ved om baade den ene og den anden
høifornemme herre, jeg san, som da vilde ha veiet mig op med guld,
om de kunde ha faaet sin villie. Høh —! og hun slængte haanligt
op mod loftet — og saa skal man være gift med slig én!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:34:54 2025
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1895/0220.html
