Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gabriel Finne: Emanuel Daah. En fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Er gangdøren laast ude? spurgte han.
Ja. Og jeg lod nøglen staa i saalænge. Om han skulde
komme, faar han ikke sin egen nøgle ind.
Jeg er saa bange, han har mistanke. For han er saa rar i
det sidste.
Han!? Høh —! Ikke anelse.
Jaja — sig ikke det. Han er saa blid nu — det gjør mig
lidt bange. Jeg tror, han ser og lugter mere, end han lar sig
mærke med. For eksempel igaar ..... han kom uforvarende
hjem, mens jeg sad og spiste. Dere havde havt sild, jeg fik rype.
Jeg saa hans udtryk. Mens du stod og rodede i skabet, sendte
han dig et iskoldt forskende blik og forsvandt saa uden at ha
mukket et ord.
Ja — hvad saa? Du betaler jo for dig. Hvad gjør han,
slarven!
Han er ikke saa dum .... efter den betaling, jeg gir, er
det for dig, økonomisk set, det rene vanvid at opvarte, som
du gjør. Se nu ved nytaar som var. Du kom med æg til frokost
hver dag, indtil du saa, jeg ikke vilde spise dem. Paa hele Øren
findes ikke den høne, som la æg paa den tid. Gud ved, hvorfra
du fik dem! Tror du ikke saan’t lægges mærke til.
Hun sad halvafklædt og saa ind i lampen og hvæsede: det
skarnet! skarven! Sligt skal man være gift med!
Emanuel Daah, som var den passive i forholdet, gloede ogsaa
ind i lyset, hans tanker var triste og fjerne og ingen attraa var i
hans udtryk. Hans ansigt var det mest skikkelige og ubegavede.
Det var blegt og langt med et par runde trofaste øine og endte
spidst med grissent rødligt skjæg langs kinderne og nedover hagen
— mindede i sin form og blege ubegavethed om en renvasket
persillerod med trevler og fibrer hængende.
Men fru Andrea skruede lampen ned og lagde sine varme
arme om halsen hans, og da sank han hen.
Men elektrisk hurtigt rykkedes de fra hinanden, et sekunds
øresusende lytten — saa var hun i skjørterne, lampen opskruet —:
det buldrede i gangdøren derude.
Langsom som han var, sad han med raadvilde maabende udtryk.
Mens hun bed tænder, gav ham truende øiekast, slog rasende med
knytnæven ud i luften mod ham, naar han vilde til at aabne
munden — og — et to tre! stod hun paaklædt, med haanden paa
dørvrideren, parat, hver nerve spændt. Med den ledige haand sendte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
