Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gabriel Finne: Emanuel Daah. En fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hjemme i ferien. Siden, da ogsaa Emanuel var bleven student,
havde de hilst paa hinanden i Kristiania.
Daah reiste sig, for han skjønte, at skulde han blive i denne
by endel, vilde han før eller senere støde paa sin bekjendt.
„Goddag — er det ikke doktor Hartvig.“
„Men —! Jøsses i alverden er det Dem, Daah, som sidder og
murrer derhenne! Naar kom De hid?“
„Idagmorges.“
„Nei var det Dem! Jeg hørte nede paa hotellet, der var
kommen et menneske hid.“
Doktoren trak sin hanske af, men der var dog ingen ting i
hans væsen, som røbede, at han var glad over mødet. Han var
venlig, ikke mere. Og stakkels Daah havde trængt saa haardt til,
at en paa dette fremmede sted viste ham oprigtig interesse.
„Se opom mig,“ sa doktoren, idet han gik. „Iaften skal jeg i
galla, som De maaske kan skjønne paa mit hochelegante udstyr —
ja, godkvæld da.“
Han havde ikke spurgt om aarsagen til Daahs ankomst hid,
og det følte denne sig lettet over.
Han betalte lidt efter og gik. Manden bag disken viste ham
pludselig stor høflighed og spurgte, om han ikke heller vilde gaa
ud bagveien ligesom doktoren. — Lykkelig, disse sjøfolk og fiskere!
Deres sociale renommé led ingen skade, om de ad hovedportalen
steg ind i sin bys ølhal!
— Klokken var endnu ikke otte, da han skulde have aftens.
Han slængte forbi hotellet, ned paa bryggen. Her var mørkt,
sjøen var kommen i skvulp, maanen viste sig ikke. Ude paa
havnen laa fiskersmakker og gamle skonnerter og lodsbaade og
ruggede med master og rær. Det øverste af takkellagerne tegnede
sig mod himlen over de lave nøgne øer i vest. Han saa ingen
levende sjæl hernede, og naar han vendte blikket op mod byen,
var der dødsstille og smaat nok med lys. Bare tre uselige
olielygter øinedes. Hu! Disse triste vinterkvælder i slige smaa
kystbyhul! Paa Haalandsøren var der da den gemytlige krambod, hvor
man kunde slænge den lange aften hen med at sidde over disken
og ryge og drikke potøl af svære brune træboller og prate med
strilerne.
Der fulgte uhygge med den maade, hvorpaa sjøen rørte sig
under bryggen, skvulpene mod bolværket lød som tungsindige suk,
og naar vandet sivede tilbage kom der lyd, hvæsende, sugende som
fra uendeligt forpinte, snerrende, lænkebundne vældige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
