Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Møller: Oliver Wendell Holmes - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
239
ardian angel, eller mere kuede i væxten som pensionatværtinden
i Frokostserien, en dygtig kone, der har slidt strengt for at holde
sig og sine børn oppe; hun har maattet være nøjeregnende, hendes
tanker er bleven vante til at gaa under en graa sky af
husholdnings-bekymringer, men hun har dog et strejf af blaa himmel over sig,
kærligheden til børnene, som hun har faaet vel frem i verden.
En morsom og livagtig profil er Susie, den buttede unge pige
i Vogterenglen, hvis hjærte er ligesaa blødt som hendes kinder,
lidt enfoldig, lidt sentimental, med en blind tilbedende tro paa sin
kæreste, den lokale digter Gifted Hopkins. Ham rammer satirens
lys stærkere, men ikke ubarmhjærtig. Gifted er stolt af sin
digtergave og drømmer gærne om sin vordende verdensberømmelse; han
fremhæver selvbevidst sine digtes originalitet, skøndt de alle er
lavede efter andres; men det er i fuld god tro, han beundrer sig
selv; han bruger en gammel tanke eller en falmet blomst og bliver
rørt over, at han kan skrive saa kønt og ægte. Han er ikke mere
kritisk seende end kæresten. Men iøvrigt er han en grumme
skikkelig fyr, rar og beskeden.
Holmes bærer over med mange skrøbeligheder, men det kribler
i ham, naar han træffer saadanne stramme, selvgode, udadlelige
væsener som damen i Professoren, mønstret, hvis eneste fejl var,
at naturen havde skrevet listen over hendes dyder paa streget
papir og glemt at slette linjerne ud. Hende kan han ikke med
„Vi holder dog alle af gode mennesker. Hun er et godt menneske
Altsaa holder vi af hende. — Men vi gør det bare ikke."
Men lumpenhed er ham det værste; han lægger ikke fingrene
imellem, enten den kommer halvt fordækt som hos den behændige
Bradshaw i Vogterenglen eller aabent som hos den nærige udsuger,
Silas Peckham i Elsie Venner, en af dem, „der, om en erkeengel
tilbød at frelse hans sjæl for en sixpence, vilde se at finde én med
et hul i."
Holmes er en flink fortæller; han kører i mag, ikke som en
postvogn, der haster mod sit bestemte maal; han gør sig
svinkeærinder til siden og dvæler, hvor han har lyst til at se sig om.
Det er maaske en ung piges skæbne, der fængsler ham, — som i
den nydelige Iris-fortælling i Professoren; eller han gaar med til
fint selskab i en lille provinsby og udmaler det spøgende
omstændelig fra forberedelserne, der er det værste, indtil morgenen efter.
Der er noget gammeldags naivt baade ved fortællemaaden og
ved hændelserne i hans romaner. Han vil helst have lidt
eventyrlige begivenheder med, et overfald eller en nævekamp, livsfare og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
