Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Møller: Oliver Wendell Holmes - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
246
invalid, som vilde bringe os til at blues paa hans vegne, naar vi
sammenlignede ham med en ædel mand.
I Holmes’ digtning er hans teologiske interesse ogsaa vaagen.
Det ses ikke blot af den berørte tendens i romanerne. Han giver
gærne de sure kristne et svip, dem, hvis tro synes at have tandpine.
Han peger paa sekternes stridigheder: deres kirker finder han
ligner kamphaner, der strækker hals, som de vilde hugge hinandens
glasøjne ud. Men navnlig ynder han at dvæle ved præsterne og
tegne billeder af dem. Han manglede ikke modeller. I sit
fædrehus havde han haft lejlighed til at iagttage baade ærværdige og
milde oldinge, snaksomme pastorer og morsomme særlinge, men
ogsaa sortkjoler med bedrøvelige ansigter og klynkende stemmer,,
der lød som laa der lig i huset, missionærer, der saa bebreidende
paa børnenes røde kinder og glade øjne og paa én dag gjorde
dem mere til hedninger end de i én maaned kunde gøre et
hottentotbarn til kristen.
Flere af præsterne i hans bøger er skildrede med indtagende
sympati. Der er hædersmænd med et blødt og stort hjærte som de
to gamle præster i Elsie Venner og Vogterenglen. Han kan smile
godmodig over modsætningen mellem deres praxis og teori, deres
hjælpsomme mildhed og deres bøse prækener. En værdifuld type
er den „liberale" præst Fairweather i Elsie, der aandelig fryser
i sin rationalistiske nøgenhed, er skamfuld over at høre til en
minoritet, elendig fordi han ikke har nogen avtoritet at støtte sig
til og omsider ender i katolicismen.
Men dybest har Holmes grebet i skildringen af præsten Stoker
i Guardian Angel. Den velærværdige Joseph Bellamy Stoker er
en mand med kraftigt blod i sig, en myndig og magtkær natur,,
han skubber uden omstændighed sin ældre medbroder tilside. Hans
prækener er mest som tugtens ris, ikke uden en blomstret og
svulmende veltalenhed; han har tre berømte prækener om det hinsidige
liv, de kaldes hans svede-præken, hans besvimelses-præken og hans
krampe-præken efter deres-virkning paa tilhørerne. Han er en ganske
køn stor mand; han binder sine hvide halsbind sirlig og skiller sit
haar med omhu. Hans kone er meget sygelig; kvinderne møder i
hobetal ved hans prækener.
Han taler ogsaa gærne til dem og med dem, især hvis de er
unge og smukke og helst i enrum. Naar de besøger ham i hans
studereværelse for at finde religiøs husvalelse, er han ikke den
truende dommedagsprædikant; saa ved han at „hente sirup i den
strænge skrift". Hans ord falder da sagte med øm tone; han er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
