Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Møller: Oliver Wendell Holmes - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
248
fessoren. Den talefrihed, han havde kæmpet for, var vunden. Og
den aandelige atmosfære forandredes efterhaanden helt. Det blev
vigtigere, hvad menigheden tænkte, end hvad præsterne gjorde. Og
præsterne lagde domsbazunen paa hylden: dens lyd vilde bare faa
en mængde tilhørere til at ryste støvet af deres fødder.
Naar mænd som Holmes sætter sig op mod deres fædres lære,
kunde man vente, de vilde slaa over i aaben og hensynsløs ateisme.
Pendulet syntes tvunget saa langt til højre, at det maatte slaa helt
ud mod venstre. Men Holmes blev ved at være religiøs, og han var
alle sine dage en flittig kirkegænger. Hans religion er dog mere
af hjærtet end af tanken; — en dyb andagtsfølelse overfor verdens
storhed, skønhedsdyrkelse, en tilbedelse af det gode. Han søgte
gærne to kirker, en halvt katolsk, hvor han følte sig tiltalt af
gudstjenestens kunstneriske harmoni, ritualets enfoldige inderlige rytmer
og de unge skære røsters sangfugleflugt. Og et lille kapel, hvor
menigheden mødtes i stille glæde, fortrolige som slægtninge, og
hvor der bestandig stod blomster paa prækestolen, skiftende efter
de forskjellige aarstider. Der var altid én god præken, blomsternes
homilie, og én god bøn, den korte stund, naar alle sad tavse,
som venner hensunkne i fromme tanker. Saadan at kunne sidde
rolig en times tid, mens en øvet taler, som tør formodes at være
et’ noget bedre menneske end vi selv, vækker vor aandelige natur,
det er grund nok for mig til at gaa i kirke, siger han.
Holmes staar her sammen med sine fæller i Ny-Englands
digterskole. De renser den gamle lære og omdanner den i human
aand, kaster dens forbandelser bort og lever des lykkeligere med
den anden halvdel, dens kærlighedstanke. Men de sønderriver ikke
baandet mellem sig og kirken. De værner om den religiøsitet, de
har taget i arv fra deres mødre. — Det stammer vel tildels fra
den aandelige luftkres, der omgav dem. Hvorlangt vi fører vore
tanker ud, afhænger mere end man ser, af hvorledes det samfund
eller sociale lag, vi tilhører, dømmer. Vi møder rundt om os en
normalmening, der hæmmer og oftest afgrænser vor tro og tanke.
Men den nye livsanskuelse, disse puritanerbørn naaede hen til, var
derhos deres slægts odelseje. Den havde sine dybe rødder langt
ude i fortiden. Nu spirede de frem og flk grønne blade. De var
gaaede under jorden fra Miltons og Cromwells dage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
