Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Møller: Oliver Wendell Holmes - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
249
V.
Holmes’ digte bar gennemgaaende næppe det værd som hans
prosaskrifter. Han er ingen født sanger, hans vers bliver ikke baarne
af indvortes musik; de er smedede sobertog solidt; deres bedste
egenskaber er en ren og knap form, der rummer en mandig tanke,
et lystigt indfald eller en sleben braad. Men de kan ikke sjældent
falde noget langtrukkent. De er tit svært gammeldags; han har
mest gaaet i skole hos det forrige aarhundredes englændere, og det
kniber for ham at slippe ud af deres tørre fodgængerrytmer og stive
ordbrug. Han kunde have skrevet nydelige vers de société, om
lian havde ejet lidt legende melodiøsitet og en lettere gratie. Han
følte sig heller ikke vel tilpas i versets klædning. Paa prosa, skriver
han, siger vi, hvad vi mener, paa vers, hvad vi maa. Rimet blev
ham en byrde. Og den bedste poesi kalder han kun asken af en
udbrændt lidenskab. Men for den fødte digter er rytmen en
æggende vin, en bærende fjederham. Hans styrke voxer ligesom Tors,
naar han strammede sit bælte.
Og dog lønner det møjen at dykke ned i hans digte; de
perler, man tinder, er sjælden store; men de er ægte nok. The last
leaf — et par vers, der fødtes, bævende mellem vemod og spøg,
ved synet af en gammel major, en levning fra det forrige
aarhundrede — har tiden ikke kunnet skæmme. En af stroferne er
god som et græsk epigram:
The mossy marbles rest
on the lips that he has prest
in their bloom,
and the names he loved to hear
have been carved for many a year
on the tomb.
Den unge astronoms digt i Poeten har sine døde steder, men
hvor det er bedst, naar det højt.
Han har næppe nogensinde skrevet ucl af saa stærk en stemning
som her. De ellers kølige vers blusser af fyrig kraft og vis
kæk-hed. — I de talrige digte, han skrev til sine universitetsfæller ved
deres møder gennem mange aar, spiller hans festlige lune ofte
nydelig over en understrøm af bevægede følelser, gensynsglæden,
det prøvede venskabs fortrolige trylleri, gamle minder, savnet af dem,
■der døde, clen manende forskel mellem da og nu.
Hvor han slaar gækken løs, er han mest i sit es. Han kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
