Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Lie: Rosenkrantz Johnsen. En kritisk konturtegning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252
kjendt er medarbeider. Aar ud og aar ind bar han gaat der frem
og tilbage, snart med et kig indom paa Grand, snart inde hos
Blomquist. Han er dus med hele det yngre litterære og kunstneriske
Kristiania; han kjender kafé-, kunstner- og den løse bohemverden
som de færreste; alle jargonudtryk har lagret sig hos ham og
gjæret sammen med hans egne, mere og mindre vittige, ordspil og
vendinger til et i samtalens løb stedse mousserende væld af saakaldte
„Rosenkrantzere" — ja kort Sagt, han er noget for sig selv: han
er en figur, skabt og dannet af Dagbladet, Grand og Karl-Johan.
Man sporer i hans digtning tydeligt to aandelige bevægelser,
som særlig har givet hans forfatterfysiognomi sit særpræg. Den
første er den, som betegnes af 80-aarenes politiske gjæring — den,
som førte til rigsretten; den anden er Hans Jæger-perioden og
bohembevægelsen.
Medens de færreste af hans kolleger er venstrepartigjængere i
tykt og tyndt, saa gaar Rosenkrantz Johnsen i en flerhed af sine
fortællinger som en pligtopfyldende soldat i ilden for det ene efter
det andet af døgnets politiske programspørgsmaal. Der er noget
samtidig naivt og rørende over denne hans urokkkelige rettroenhed.
Ikke saameget som en tvil dukker nogengang op i hans sjæl om de
enkelte dogmers holdbarhed. Han er af dem, som hører millionernes
marsch i det fjerne og som føler sig i slegt med proletaren og det
store demokrati.
Hvad selv jeg har følt, bvad selv jeg har lidt
af pine og sorg og savn,
mig maner saa tidt, naar alt er mig blidt,
til strid for de manges gavn,
siger han etsteds i sine digte. Et andet sted kaster han sit blik
paa „overløberne", og han synger med et stænk af mismod:
Fult lister ofte fra en sag
saa mange kloge stakler,
mens du, trods haan og nederlag,
staar traust og aldrig vakler.
— Saa vinder sagen seir en dag,
og kjækt de kloge tar dit flag
og liøit om seiren kakler.
Han foragter overløberiet. I den lille fortælling „Kandidat
Kvamme" skildrer han en ægte „centrumsmaiid" af en theolog, der
baade vil ha i sæk og pose, samtidig kortenspiller og from hyrde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
