Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Lie: Rosenkrantz Johnsen. En kritisk konturtegning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
257
Man kan daglig træffe en Per Sommerfeldt inde paa Grand, og
slentrer man nedover Karl-Johan, gaar man stadig væk forbi en
konsul Kristensen, en kandidat Gjertsen eller en styrmand Schumann..
Denne egthedsfølelse, der hviler over forfatterens herreverden, gir
indtryk af at bunde paa dybere grund end den blotte oplevelses:
den har gj ennemlevelsens præg. Man bestyrkes heri, naar man
i „Kys" læser det brevfragment, der er betitlet „Bekjendelser" og
som er undertegnet af Per Sommerfeldt. Der aander en saadan ren
glæde over det, at man kan tro ham, naar han kaster et blik over
sit gamle liv og fortæller den ven, til hvem brevet er skrevet, om
sin kjærlighed til en kvinde, som han nu for alvor har forlovet sig
med, — og saa tilføier: „Jeg siger til dig saa stort, saa freidigt
et ord: min kjærlighed var jomfru, da hun fik den . . . Farvel
da, min ungdoms kaviare erotik, farvel, ranglebrødre, farvel, fruer,
som jeg har kysset og krystet, farvel, piger, som jeg har saaret og
bedraget, farvel dumme breve, farvel stævnemøder — farvel alt,
som ikke lar sig forene i tanke, ord og gjerning med min kjærlighed
til hende . . ."
’ Det meste af, hvad Rosenkrantz Johnsen har skrevet, hviler paa
en underbund af en ofte noget uoptøet følsomhed, en følsomhed, der
baade grænser til bittert mismod og freidig fremtidstro. Denne
følsomhed har givet sig udslag i talrige digte. Kun uegentlig kan han
imidlertid siges at eie den rene sangs evne. Der flyder døgnpolitik og
journalistblæk i hans lyriske aare. De allerfleste af hans vers lyder
som fanfareklang fra Dagbladets redaktionskontor. Kamp for de
smaa, haan over filistrene, opposition og stemmeret og arbeidersag —
altsammen i en nimbus af varm følelse, høi og lav pathos, mere og
mindre vellykkede „Rosenkrantzere". Selvfølgelig er ikke
digtsamlingen af den grund mindre god eller mindre interessant. Det er blot
dens eiendommelige, med endel af forfatterens øvrige skrifter
analoge karakter, jeg har villet pege paa.
Alene ude i skjærgaarden, naar han om sommeren sidder i sin
seilbaad med styrvollen i haanden, glemmer han det daglige slid og
stræv derinde i Kristiania, og han synger sin egen jubel ud med
fulde lunger.
Med storskjød i haanden og snadde i mund,
for tv erspil et fok og klyver,
fra baadnøstet ud gjennem fjordgab og sund
mod skjærgaarden raskt jeg fhver.
Og vinden mig følger saa kjælen og lun
17
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
