Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thoralv Klavenæs: Paa hjemveien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
296
Thi hver sæterdør er stængt. Om morgenen ligger der rim i
græsset. Vinteren stunder til.
Jeg har søgt høit tilfjelds og langt tilskovs fra den matte by,
hvori menneskene kun sover og trætter. Jeg har søgt op mellem
høie, tause stammer og vilde kløftede fjeld — ikke for at hvile,
men for at leve.
Mit hus er en sæterhytte, mit selskab min hund — foruden
naturen, naturen!
I to dage har jeg streifet omkring i skoven og følt dens
nærhed som en øm gysen. Over mig glider de lette, gyldne høstskyer
som en mat aande i formiddagens rolige bris — høit over den
høieste tinde — og omkring mig staar skoven med sin evige
ensomhed og ro.
Her er ingen maal, ingen grænser. Og min sjel glider ud i
en stolt glæde over skabningens storhed.
Jeg har ligget paa ryggen i det visne græs mellem knauserne
og med rædsel følt jorden glide bort under mig og jeg selv opsuges
af det endeløse luftrum. Jeg har lyttet til skovens tusind lyd, til
min sjæl svinged mellem fryd og gru under fantasiens eventyr stemte
befrugtning. Jeg har gaat omkring og iagttat former og farver i
dette væld af lys, der flyder som rige gevandter ned fra en
overdaadig himmelportal.
Der er liv overalt, men det støier ikke. Hver tone er diskret
som en dæmpet hvisken under kirkehvælvinger. Naturen lever i
andagt her oppe, i en stille tak for lyset og dagen. Kun en plump
kraake eller en pietetsløs nøddeskrige skravler nu og da op med
ekko i aaserne.
Mellem de gamle stammer eller de krogede, langskjeggede
grankviste svirrer smaa hakkere om i yr travlhed. De sprætter
som fliser mellem træerne^ hægtende sig fast overalt. Med klo og
næb væbnede til dagens strid kjæmper de livets kamp, fra sol rinder,
til den daler.
Ekkornene er begyndt at bli graa. De ruller som nøster langs
bøgenes krogede grene, eller de sidder høit paa top med en nød
eller kongle mellem klørene. De tænker ikke, de bare æder, æder
og skjeler høit og lavt efter mere at æde. Blir de forstyrrede,
ruller de over paa en anden gren, kaster sig* raskt paa enden,
sidder tause en stund — og æder videre.
Men blomsterne er døde. Deres visne stængler bærer nu kun
rim som blomst i den gyldne morgensol. Og mosen er stiv. Den
knaser under foden og viser mit spor i bløde former.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
